Sverige vil oprette en myndighed for psykologisk forsvar

Et moderne totalforsvar skal kunne beskytte mod ydre påvirkninger af det demokratiske samfund, siger Löfven.
14. januar 2018 kl. 14:00

Sveriges forsvar skal være bedre psykologisk rustet.

Den svenske regering vil derfor undersøge muligheden for at oprette en myndighed for psykologisk forsvar. Det oplyser statsminister Stefan Löfven i en tale på en forsvarskonference i Sälen.

- Et moderne totalforsvar skal kunne beskytte mod ydre påvirkninger af det demokratiske samfund, siger han ifølge SVT.

- Men der er en åbenlys risiko for, at udenforstående vil blande sig i, hvordan vi træffer vores beslutninger.

Et psykologisk forsvar handler om at sikre befolkningens forsvarsvilje i fredstid og modstandsvilje i tilfælde af krig.

Myndigheden, som skal oprettes, skal koordinere og udvikle det psykologiske forsvar.

- Regeringens besked er, at en sådan myndighed skal oprettes, og vi går umiddelbart videre med det arbejde, siger statsministeren.

I sin tale advarer Löfven desuden om, at et væbnet angreb mod Sverige ikke kan udelukkes.

- Regeringens vurdering er følgende: Et særskilt militært angreb mod Sverige er usandsynligt. Men vores land bliver unægteligt påvirket, hvis en væbnet konflikt opstår i vores område.

- Hvis et lands forsvarskapacitet skal opretholdes over tid, er det nødvendigt at tænke langsigtet frem for at ønsketænke, siger Stefan Löfven.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu