Telegram

Trump-tale i Davos præget af blidere toner

Det var en mere afdæmpet Donald Trump, der talte om økonomi og udenrigspolitik i Davos, lyder to vurderinger.
Trump-tale i Davos præget af blidere toner

RITZAU SCANPIX

Telegram
26. januar 2018 kl. 15:20

Den amerikanske præsident, Donald Trump, talte fredag for den økonomiske verdenselite ved World Economic Forum i Davos.

Her talte Trump i blidere toner om både frihandel og den sikkerhedspolitiske situation, end han tidligere har gjort.

Sådan lyder vurderingen fra senioranalytiker ved Danske Bank Mikael Milhøj samt Philip Christian Ulrich, der skriver om udenrigs- og sikkerhedspolitik for Kongressen.com.

Talen startede med bemærkninger om den amerikanske økonomi og Trumps tanker om handel med andre lande. Her er Donald Trump kendt for en skeptisk tilgang til nuværende handelsaftaler.

- Han kom ikke med hints om, at han vil føre en mere protektionistisk politik, end han hidtil har gjort, siger Mikael Milhøj.

- Tværtimod prøvede han at sige, at selv om det er America First (USA først, red.) er det ikke America Alone (USA alene, red.). Hvorvidt det vil fortsætte ud over den her tale, synes jeg, er svært at sige.

- Den her tale havde et mere positivt syn på, at USA er åbent for forretninger på tværs af lande.

Også USA's sikkerhedspolitiske allierede fik uvant pæne ord med på vejen, vurderer Philip Christian Ulrich.

- Der var både den klassiske, hvor han løfter en pegefinger og siger, at allierede skal løfte deres del af byrden. Men der var også en tak til de lande, der bidrager. Det er noget, vi ikke hører så ofte fra Donald Trump, siger han.

- Han var klart mildere og i en mere indpakket retorik. De stikpiller, han kom med, var meget pakket ind i forhold til, hvad vi har hørt tidligere.

Et af de emner, som Donald Trump tog op, var Iran og Nordkoreas adgang til atomvåben.

- Det var det klassiske budskab: Nordkorea skal ikke have atomvåben. Men det var en meget mere afdæmpet retorik, vi hørte fra præsidenten. Det var ikke en dundertale, som vi har hørt ved andre topmøder, siger Philip Christian Ulrich.

- Der er helt klart nogle af de mere traditionelt tænkende i forhold til amerikansk udenrigspolitik, der har fået indflydelse på den her tale.

/ritzau/

Opdateret 26. januar 2018 kl. 15:39

Trump talte i ca en halv time uden manuskript og kom ikke, såvidt jeg kunne høre, med en eneste fortalelse eller grammatisk ukorrekt formulering. Talen var logisk i sin opbygning og berørte en række af de emner, som Trump lægger vægt på, i et flydende narrativ, som nu må få alle påstande om at præsidenten ikke intellektuelt kan leve op til sin stilling til at ophøre. Trump besvarede endvidere spørgsmål efter talen på en logisk og meningsfuld måde. En kort gennemgang af de amerikanske medier viser også, at der ikke blev fremført kritik af formen.

Det er egentlig befriende. Nu kan vi begynde at diskutere den fremlagte politik, som på en række punkter bryder med tidligere præsidenters, uden at forfalde til personangreb. Det kan kun forbedre debatniveauet.