Flypassagerer kan blive tjekket for snyd med dagpenge

Kontrollen med modtagere af sociale ydelser er trappet op i landets lufthavne. Flere undersøges nu for snyd.
9. marts 2018 kl. 05:02Opdateret 9. marts 2018 kl. 11:40

Tager man chancen og rejser ud af landet uden at melde eksempelvis dagpenge eller kontanthjælp fra, kan man fremover blive snuppet i lufthavnen af kontrollører.

I mandags gennemførte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering de første kontroller i Københavns Lufthavn. Det er en konsekvens af, at det på Finansloven 2018 blev vedtaget at genindføre stikprøvekontroller af socialt bedrageri i landets lufthavne.

Ordningen har eksisteret før. Men den blev sløjfet af regeringen i 2016.

Ifølge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skal kontrollerne hjælpe kommunerne, der har efterspurgt en genindførelse af ordningen.

- Det er først og fremmest for at få overblik over, om der er personer, der rejser ud af Danmark og derved ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet eller på anden måde medvirker til socialt bedrageri, siger han.

Kontrollerne af passagererne finder sted ved udvalgte flyankomster. Der bliver først og fremmest fokus på ankomster fra lande, der ikke er en del af Schengen-området.

Inden passagererne går ned til bagageudleveringsområdet i lufthavnen, vil de blive bedt om at opgive deres personnummer.

Det vil så blive tjekket i indkomstregistret over folk, der modtager sociale ydelser og som er pålagt at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Efterfølgende skal det kontrolleres, om de danske passagerer har husket at afmelde sig ydelsen.

Ifølge beskæftigelsesministeren er kontrollen ikke et udtryk for en øget mistro til danskere på sociale ydelser.

- Det er det bestemt ikke. Men det er nu engang sådan, at man også må føre en kontrol med de offentlige ydelser, vi udbetaler. Og dem udbetaler vi rigtig mange milliarder af hvert eneste år.

- Det her er også for at sikre ret og rimelighed. Det har intet med overvågning at gøre, siger han.

Ved de første fire kontroller i mandags blev udtaget 21 passagerer, som var på sociale ydelser, og som skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet i Danmark.

Det vil nu blive kontrolleret, om de 21 passagerer har gjort, som de skulle og meldt ferie, eller om de har begået socialt bedrageri.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stikker- og overvågningssamfundet på speed. Dén ku' de ikke engang finde på i det gl. DDR.
Der er tale om den samme styrelse, der idømte udenlandske forskere store bøder for fx at spille i et andet orkester, end arbejdstilladelsen gjaldt til, eller en forsker i skattesnyd, der holdt foredrag om skattesnyd for Folketingets skatteudvalg. "Vi kan ikke have, at udlændinge er kriminelle", sagde DDR-Inger, da sagen kom frem. Hun og hendes styrelse blev dog presset til at opgive praxis, og den leder så efter andre områder, hvor den kan chikanere "de fremmede", og det er så i lufthavnene. Den diskriminerende effekt er tydelig, leverpostejfarvede danskere går fri, mens farlige muslimer, der ikke har sans for de danske værdier, bliver knaldet.
Vi hygger os gevaldigt her i Lidenlund

Lillian Larsen, Kristen Carsten Munk, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Det er absurd. Helt ude i hampen.
Menneskene skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet... Hvabehar? Somom arbejdsmarkedet lige præcis i DEN uge, hvor personen var udenlands, ville både Jobcentre og fagforening og linkedins samlede medlemstal og alle mulige instanser tilbyde flypassagereren et lønnet job. Pffftt.
Holdnuop. Den dag jobcentrene begynder at tilbyde lønnede jobs, kan rådighedsbegrebet give mening. Ikke før.

Tue Romanow, Steffen Gliese og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

"Inden passagererne går ned til bagageudleveringsområdet i lufthavnen, vil de blive bedt om at opgive deres personnummer."

Man kan vel næppe som flypassager have pligt til at opgive sit personnummer til hvem som helst, der beder om det? Ikke engang politiet kan forlange at få personnummer oplyst, kun fødselsdato.

Hvad hvis man nægter?

I øvrigt enig med Arne Lund - Erich Honecker ville have klappet i hænderne over opfindsomheden hos de danske Stasi-politikere.

Ken Sass, Tue Romanow, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er meget simpelt - vi skal tilbage til, at folk skal kunne tiltræde en stilling 14 dage efter, at man får den tilbudt. Så burde der ikke være noget problem for de fleste med at kunne bevæge sig lige derhen, hvor de vil.