Telegram

Khader: Det officielle Danmark bør boykotte fodbold-VM

Kongehuset og politikere bør boykotte fodbold-VM i Rusland efter nervegiftangreb, mener Naser Khader (K).
De Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader, mener, at kongehuset og politikere bør boykotte fodbold-VM i Rusland efter giftangrebet i byen Salisbury mod en russisk eksspion og hans datter.

De Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader, mener, at kongehuset og politikere bør boykotte fodbold-VM i Rusland efter giftangrebet i byen Salisbury mod en russisk eksspion og hans datter.

RITZAU SCANPIX

Telegram
16. marts 2018 kl. 11:46

Ligesom Storbritannien bør danske politikere og kongehuset blive væk fra fodbold-VM i Rusland til sommer efter forgiftning med nervegift af den russisk eksspion Sergej Skripal og hans datter Julia i byen Salisbury.

Det mener De Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader, mens regeringen overvejer, om angrebet skal have konsekvenser for forholdet mellem Danmark og Rusland.

- Danmark og andre EU-lande bør bakke op bag Storbritannien. Vi skal øge sanktionerne mod Rusland. Vi skal komme så tæt på (præsident Vladimir) Putin som muligt og oligarkerne omkring ham, siger Naser Khader.

Den britiske premierminister, Theresa May, har udvist 23 russiske diplomater. Og ingen medlemmer af det britiske kongehus eller regering kommer til VM i fodbold i Rusland, som ifølge May står bag giftangrebet.

- Vi skal fra officiel dansk side sige nej til at deltage ved VM i fodbold. Det handler om de officielle repræsentanter. Jeg håber, at andre EU-lande også bakker op bag det synspunkt. Ellers må vi gøre det solo, siger Naser Khader.

Sergej Skripal og hans datter har ligget på intensivafdeling, siden de 4. marts blev fundet bevidstløse på en bænk i Salisbury det sydlige England.

Theresa May siger, at den russiske stat er ansvarlig for mordforsøget.

Spørgsmål: Hvorfor skal vi ikke trække det danske fodboldlandshold?

- Det må DBU tage sig af. Jeg udtaler mig i forhold til politikere og de officielle repræsentanter. Det gør et stort indtryk, at vi vælger at udeblive fra festlighederne med Putin, mener Naser Khader.

/ritzau/

Opdateret 16. marts 2018 kl. 11:54

Uha da Khader, men du syntes vist ikke at Dalai Lama var en aktion værdig, dertil var for meget på spil for kapitalen omkring Kina. Hvis nu anklagen er rigtig er det selvfølgelig noget svineri, men ingen skal bilde mig ind at kun Rusland har spioner og er de eneste som har forsøgt at likvidere spioner. England og USA har sgu da vist også nogen og det at være spion er en erhvervsrisiko og alle som går ind i den branche ved hvad det kan koste, tror jeg. Khaders selvretfærdighed kender vist ingen grænser.