Minister: Grundskolen skal have superlærere i naturfag

Regeringen vil afsætte 180 millioner kroner over en seksårig periode til at styrke naturfag.
13. marts 2018 kl. 15:50

E-læringsforløb til lærere, videnspakker og en ny kandidatuddannelse på universiteterne til naturfaglige lærere skal styrke den naturvidenskabelige undervisning i grundskolen.

Det siger undervisningsminister Merete Riisager (LA) tirsdag ved præsentationen af en ny national strategi for naturvidenskab i Holbæk By Skole.

- Der er brug for at sætte ekstra turbo på fagligheden inden for naturfagene, siger hun.

- Her er det vigtigt at sætte fokus på grundskolen, fordi det er der, interessen bliver vakt.

I alt 180 millioner kroner er der afsat til en ny strategi for naturvidenskaberne i perioden 2018 til 2024.

En del af de penge skal gå til at skabe det, som undervisningsministeren kalder "supernaturfagslærere" med en kandidatuddannelse i bagagen.

- Det er vigtigt, at vi har også har nogle faglige fyrtårne derude, siger Merete Riisager.

- Lærerne er nøglen. Hvis man har dygtige lærere, så er der flere elever, som får vakt deres interesse.

Hvor mange lærere, der skal have styrket deres kompetencer, ønsker Merete Riisager ikke at sætte tal på.

- Vi har mål for den samlede strategi, og de går på eleverne, for det er det væsentlige her. Der er flere elever, der skal blive interesserede i naturfag og skal vælge en naturfaglig uddannelse.

Generelt set handler regeringens strategi om at øge interessen for naturvidenskab og har fokus på en række områder, der skal skabe en "ny fortælling" om naturvidenskab.

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var med til at præsentere strategien.

Præsentationen fandt sted i forlængelse af et møde i det såkaldte Disruptionråd, hvor i alt syv ministre var til stede for at diskutere udfordringer på fremtidens arbejdsmarked.

Rådet blev nedsat sidste år med repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter, virksomheder og iværksættere.

Dets opgave er at være med til at sikre, at Danmark bevarer arbejdspladser trods den teknologiske udvikling i de kommende år.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Der er fint, men glem ikke at det vigtigste er at kunne tale sproget, samt læse og skrive det - perfekt. Vi kan ikke leve med, at dansk ender på sms eller facebook niveau. Sproget er nøglen til al anden læring.

Dorte Sørensen

Når Rigsager og vel også resten af regeringen mener at lærerne er nøglen - HVORFOR giver regeringen så ikke lærerne en arbejdstidsaftale - Det kunne også forhindre en konflikt, som Løkke Rasmussen siger at han ikke ønsker -

En bemærkning til - "I alt 180 millioner kroner er der afsat til en ny strategi for naturvidenskaberne i perioden 2018 til 2024.
En del af de penge skal gå til at skabe det, som undervisningsministeren kalder "supernaturfagslærere" med en kandidatuddannelse i bagagen." -
De 180 mio kr på 6 år er 30 mio kr. pr år hvor mange superlærer tror regeringen de kan "skabe" med de penge????

Steffen Gliese

Det forekommer mig, at miseren skyldes faget 'natur og teknik', der har taget den opdelte faglighed ud af de naturvidenskabelige discipliner. Tilbage til biologi, geografi - og i de senere skoleår: fysik med kemi.

Hykleri igen - det drejer sig om life-science og VÆKST - ikke om skoleeleverne - men for Erhvervslivet. Noget, som regeringen har fulgt op på - bl. andet med at invitere og betale for EMA. Det gik så ikke...

Så 180 millioner er småpenge - hvorfor denne omvej ( meget gennemskuelige) til af få kompetente faglige emner til dette vækstscenarie? Rimeligt dumt, men det er resten af de tiltag, man kommer med for tiden også.
Så DERFOR skal naturfagene styrkes og lærerne må så stå for udfaldet. Æv
https://em.dk/nyheder/2018/03-02-ny-vaekstplan-skal-bane-vejen-for-dansk...

Læg mærke til hvad regeringen og Merete Riisager siger; fagligt dygtige lærere med to dobbelt-streger under fagligt! Man kan altså som lærer være nok så fagligt dygtig til sit fag, men hvis man ikke formår, evner, eller kan formidle sin viden til en 3.klasse i natur og teknik, eller sin viden i fysik til en 8.klasse, kan man være nok så fagligt dygtigt! En lærers fornemste opgave er at undervise, formidle, lære eleverne noget, knytte det de skal lære sammen med det de ved i forvejen. Og motivere eleverne, gennem opbygning af gode relationer til eleverne, så de gerne vil lære det som læreren kommer med - den viden som læreren gerne vil formidle til den.

Jeg er uenig med de som siger, at faget natur og teknik ikke er et godt fag; jeg mener faktisk, at det er et fremragende fag; det er er undersøgende, hvor eleverne op til 6.klasse netop lærer at anvende naturvidenskabelige metoder i praksis; ift. fysik og kemi, mener jeg, at det er mærkeligt, at man har kombineret netop de her to fag; alle andre steder end i DK, mener jeg?, kombinerer man fysik med matematik og kemi med biologi, da de her fag - mener man - hører naturligt sammen.

Jeg er helt enig :)