Økonomer: Løkke overdriver effekt af kontanthjælpsloftet

Lovprisninger af en hjørnesten i Venstres politik holder ikke, lyder det fra flere økonomer.
8. marts 2018 kl. 21:39Opdateret 8. marts 2018 kl. 23:47

Flere gange har regeringens ministre og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) rost kontanthjælpsloftet som et af regeringens vigtigste politiske resultater.

Men i samme moment har regeringen og Løkke overdrevet og oversolgt loftets reelle effekt. Det skriver Jyllands-Posten.

- Jeg glæder mig over, at kontanthjælpsloftet har betydet, at der er 16.700 færre danskere på kontanthjælp, sagde Løkke for eksempel 9. januar.

Men det er direkte forkert, lyder vurderingen fra flere økonomer, som avisen har talt med.

- Det generelle fald, der har været i antallet af kontanthjælpsmodtagere, kan man ikke henføre til den reform, der er gennemført, siger økonom i Rockwool Fonden Anders Bruun Jonassen til Jyllands-Posten.

Regeringens embedsmænd gør ifølge Jyllands-Posten selv i en rapport fra sidste uge opmærksom på, at faldet i antallet af kontanthjælpsmodtagere ikke skyldes kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen.

- Konjunkturudviklingen og udviklingen i flygtningetilstrømningen spiller en væsentlig rolle for faldet i det samlede antal kontanthjælpsmodtagere, står der i effektevalueringen fra Beskæftigelsesministeriet.

Med denne rapport, der forsøger at rense effekten for op- og nedture i dansk økonomi, i hånden konkluderede beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) ellers, at de to initiativer "virker". Ifølge ministeren øger initiativerne beskæftigelsen med i alt 600 personer på sigt.

Men heller ikke denne samlede, men mere begrænsede effekt er der belæg for, lyder kritikken.

Evalueringen viser, at en mindre gruppe kontanthjælpsmodtagere kom i beskæftigelse eller uddannelse efter gennemsnitligt "et år og godt to dage" på kontanthjælp. Før indførelsen af kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen skete det efter "et år og knap seks dage"

Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Finn Sørensen, vil bruge Jyllands-Postens historie under en samråd med ministeren, oplyser han til Ritzau.

- Det er ikke muligt, at de reformer, man laver, rent faktisk fører til, at flere kommer i arbejde. Det har jeg sort på hvidt fra hans egen hånd, siger han.

- Alligevel bliver han ved med at påstå, at det virker.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Albatros Olsen

Selvfølgelig gør de da det. Det er jo den sædvanlige Venstre finte for har man den mindste mulighed for al lave manipuleret opstilling til egen fordel, så gør man det.
Tallet de 600 er kun et estimeret tal fembragt udfra en anslået beregning.
Hvis de derimod havde talt med samtlige 600 personer, og de alle samstemmende mente at kontanthjælpsloftet var grunden til at de kom videre, ville jeg anse undersøgelsen for at være troværdig.

Men den model er naturligvis fravalgt helt fra begyndelsen.