Syrien inviterer eksperter til at granske omstridt angreb i Syrien

Russisk udspil lægger op til, at det påståede kemiske angreb i Douma i Syrien skal efterforskes i FN-regi.
10. april 2018 kl. 14:44Opdateret 10. april 2018 kl. 15:39

Den syriske regering har inviteret Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) til Syrien for at undersøge et muligt kemisk angreb i byen Douma.

Udenrigsministeriet i Damaskus beder OPCW "sende et hold fra dets fact-finding mission til at besøge Douma og efterforske anklager i forbindelse med den påståede brug af kemiske våben der," rapporterer det statslige syriske nyhedsbureau Sana tirsdag.

Det formodede giftgasangreb fandt sted i byen Douma i det østlige Ghouta i Damaskus, Syrien, sent lørdag. Mindst 40 meldes dræbt, og mange hundrede meldes sårede, heriblandt mange kvinder og børn.

Moskva vil foreslå en FN-resolution om efterforskning af et påstået kemisk angreb i Syrien. Forslaget bliver stillet ved et møde i FN's Sikkerhedsråd tirsdag.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger, at Rusland vil foreslå en "åben og ærlig" efterforskning med hjælp fra OPCW.

Lavrov siger, at russiskstøttede regeringsstyrker og russisk militærpoliti i Syrien vil garantere OPCW's eksperternes sikkerhed, hvis de tager til Douma for at granske stedet, hvor det angivelige angreb har fundet sted.

- Hvis de, som under påskud af manglende sikkerhedsgarantier, og som anvender antirussiske argumenter for at fremme deres russofobiske mål, ikke tillader eksperter at komme, så vil det være en beslutning, som afslører deres sande plan. Det vil stå klart, at de ikke har interesse i, at sandheden kommer frem, siger Lavrov.

Rusland og Syrien hævder, at der ikke er beviser for et kemisk angreb.

Lavrov har sagt, at russiske eksperter allerede har været på stedet.

De fandt ifølge Lavrov ingen spor efter klor eller andre kemiske stoffer brugt mod civile.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kan verdenssamfundet leve med, at der absolut ikke mere er respekt omkring de internationale regler? Obama sagde ellers i 2013, at kemiske våben var ”a red line”, - en grænse som aldrig må overskrides. Og alligevel sker det gentagne gange uden reaktion, fordi FN´s Sikkerhedsråd ikke kan enes om noget.

Ingen ved egentlig, hvad der denne gang er sket i Syrien. Det eneste man ved med nogenlunde sikkerhed, det er, at denne gang er ca. 60 civile blevet dræbt, og mere end 1.000 børn, kvinder, oldinge og mænd er skadet af stadset. Altså det stads som 2 lande ved, blev anvendt, men som Rusland og Syrien nægter.

Men det man til gengæld ved med stort set 100% sikkerhed, der er, at der 33 gange tidligere har været anvendt ulovlig giftgas i Syrien.

Man ved også med sikkerhed, at FN 4 gange tidligere har forsøgt at undersøge ulovlige "hændelser" med giftgas - 2 gange med serin og 2 gange med klorgas. Og alle 4 gange har Rusland blokeret i FN´s Sikkerhedsråd. Serin kan kun være kommet fra Syrien eller Rusland. Medens klogas kan fremstilles af enhver idiot, der råder over enorme mængder klorkalk i fuldstændig tær tilstand.

Også denne gang ville FN undersøge sagen, medens Rusland blokerede. I hvert fald frem til i dag, hvor Ruslands udenrigsminister forlanget sagen undersøgt af OPCW. Og i øvrigt i behagelig tidsafstand fra begivenhederne, da alle spor forlængst er fordampet.

Men hvis man kan tage Syrien på fersk gerning, bør Rusland også have en afklapsning, der kan mærkes. For ingen i Syrien kan foretage sig noget, uden Rusland har accepteret. Og denne gang mener man i øvrigt at vide, at det netop var russiske fly, der bombede med det ulovlige kampmiddel.