Venstre siger nej til mindstealder for omskæring

Venstres folketingsgruppe vil ikke indføre en mindstealder for omskæring, oplyser sundhedsordfører.
24. april 2018 kl. 15:57Opdateret 24. april 2018 kl. 16:39

Venstres folketingsgruppe afviser en mindstealder for omskæring. Det oplyser sundhedsordfører Jane Heitmann (V).

Alle folketingsgruppens medlemmer står bag beslutningen, oplyser hun.

- Vi siger nej til et forbud mod omskæring af drenge. Der er mange grunde, hvis man spørger de enkelte medlemmer af folketingsgruppen.

- Jeg tror, at de fleste i gruppen har haft nogle religiøse overvejelser, nogle sundhedsfaglige, nogle etiske, nogle sikkerhedspolitiske overvejelser, siger Jane Heitmann.

Socialdemokratiets folketingsgruppe har også afvist et forbud mod omskæring af drenge.

Der samles underskrifter ind til et borgerforslag, som kan forelægges Folketinget. Det har i skrivende stund knap 44.500 underskrifter, og der kræves 50.000, for at det kan behandles i Folketinget.

Forslaget vil indføre en aldersgrænse på 18 år, så drenge selv kan afgøre, om de vil omskæres. Ritualet er udbredt blandt jøder og muslimer, og 60 procent af amerikanske drenge er omskåret.

Det Jødiske Samfund har advaret om, at en aldersgrænse reelt er det samme som at forbyde omskæring.

Fredag var fem ministre i lukket samråd om sagen i Sundheds- og Ældreudvalget i Folketinget.

Det var justitsminister Søren Pape Poulsen (K), sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og kirkeminister Mette Bock (LA).

Spørgsmål: Gjorde samrådet udslaget for Venstre?

- Nej. Det er et emne, vi har diskuteret i længere tid. Vi har haft en rigtig god drøftelse i Venstre folketingsgruppe. Der er enighed i gruppen om, at vi ikke støtter et forbud mod drengeomskæring, siger Jane Heitmann.

- Det er en samlet Venstre-gruppe, der bakker op om det.

Personligt har Jane Heitmann lagt vægt på det religiøse aspekt.

- Jeg har haft mange overvejelser om religionsfrihed i Danmark. Jeg har naturligvis også lyttet til det, der blev sagt ved det lukkede samråd om de sikkerhedspolitiske aspekter, siger Jane Heitmann.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Werner Spliid

Kan Venstre redegøre for hvorfor de vil beskytte voksne kvinder i burka mod tvang men ikke en nyfødt dreng?

Dorte Sørensen, Rikke Nielsen, Tue Romanow og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

De vil ikke beskytte voksne kvinder i burka, de vil høste billige stemmer.
De vil netop beskytte en, ikke nyfødt, men 8 dage gammel dreng imod at blive et offer for politiske rævekager.

Mit gæt er, at en af de eneste virkelige grunde er, at også jøder praktiserer uskikken, og i øvrigt også mange amerikanere, de sidste dog mere af hygiejnegrunde end overtro.

Eigil Thomassen

Siden 01.01.2017 har det været lovpligtigt at indberette omskæring af drenge til Sundhedsstyrelsen. Men den har åbenbart ikke den store lyst til at offentliggøre tallet for 2017. Man kunne få mistanke om at det skyldes, at det reelle antal omskæringer ikke er 1000 - 2000 årligt som anslået af Sundhedsstyrelsen, men måske kun 1/10 heraf...

Carsten Hansen

En flok berøringsangtse strudse !

Skuffende at de ikke tør tage et opgør mod denne håbløse og anakronistiske lemlæstelse af sagesløse børn.

Religiøst idiot vinder over al fornuft.

Rikke Nielsen

Nu har jeg endnu ikke hørt om overgreb mod små drenge, hvor drengens kønsdele bliver skåret helt af, så det er lidt langt ud at gøre fysiske overgreb mod drengebørn til en sag om ligestilling mellem drenge og piger. Nogle af eksemplerne på overgreb mod piger er ganske frygtelige.

Jeg synes i stedet, vi skal glæde os over, at omskæring af pigebørn er forbudt!

Og så tage kampen op omkring at få forbudt overgreb på drengebørn.

Vores politikere har i det hele taget været så fokuserede på at udbrede undertrykkelse af muslimer, at de ganske har overset, at de kunne løse mange dilemmaer på én gang ved at forbyde enhver religiøs symbolik på piger opg drenge under 18 år - det være sig fysiske irreversible overgreb eller religiøse beklædninger.

Hvad voksne over 18 foretager sig, må de så selv beslutte og tage ansvaret for

Carsten Hansen

Hvor er religionsfriheden for børnene, når forældrene har tilladelse til at brændemærke dem for livet ?

Religiøse dogmer kan aldrig stå over demokratisk lovgivning så spørgsmålet om omskæring har intet med religionsfrihed at gøre.
I religiøse tekster står der meget ævl der idag vil være strafbart at udføre. Lige fra at tugte børn til at stene syndere.

Torben Petersen

Jeg synes i så fald, at omskæringerne skal foretages inden udløbet af 12. forsteruge, hvor ungerne endnu er forældrenes ejendom...herefter har mine kønsfæller jo sådan set alle borgerrettigheder, inklusive retten til ikke at skulle underkastes unødige, kirurgiske og smertefulde overfald...