Wall Streets notoriske kæmpe tjente tykt i første kvartal

Den kendte, amerikanske investeringsbank Goldman Sachs glæder sig over en fabelagtig start på året.
17. april 2018 kl. 14:17

Investeringsbanken Goldman Sachs har haft et forrygende første kvartal, hvor resultaterne er steget over hele linjen.

Omsætningen fra Goldman Sachs' aktiviteter steg med en fjerdedel til 10 milliarder dollar - 60 milliarder kroner - sammenlignet med samme periode sidste år. Det er det højeste i tre år. Resultatet steg til 2,8 milliarder dollar.

- En solid udvikling i alle vores forretningsområder gav stærke resultater i første kvartal.

- Vi er godt positioneret til at tjene vores kunder, i takt med at den globale økonomi fortsætter med at vise styrke, skriver administrerende direktør og bestyrelsesformand Lloyd C. Blankfein i regnskabet.

Inden for divisionen "Investment Banking" steg omsætningen solidt i forhold til handel med gæld og børsintroduktioner.

Til gengæld måtte Goldman Sachs nøjes med at sælge rådgivning for 586 millioner dollar - 3,5 milliarder kroner - da der var færre køb og salg af virksomheder.

Store, institutionelle kunder trak dog modsat solidt op for Goldman Sachs. Bankens kunder, der tæller professionelle investorer som fonde og pensionskasser verden over, indbragte Goldman Sachs 4,4 milliarder dollar.

Den store uro på finansmarkederne fik kunderne til at købe og sælge mere.

Goldman Sachs er blevet symbolet på Wall Street oven på finanskrisen, hvor det kom frem, at banken ikke bare havde haft fingrene dybt nede i problemramte værdipapirer. Den havde også væddet imod positioner, som den have fået sine egne kunder til at tage.

Bankens øgenavn, "vampyrblæksprutten", opstod efter en større artikel i magasinet Rolling Stone, der beskrev den som en "gigantisk vampyrblæksprutte, der suger på Amerikas ansigt".

I Danmark er Goldman Sachs bedst kendt for sin rolle i salget af energiselskabet Dong, nu Ørsted. Her er den daværende regering kritiseret for at have solgt dele af Ørsted for billigt til Goldman Sachs.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu