Femstjernebevægelsen lover italiensk regeringsaftale i aften

Liga Nord og Femstjernebevægelsen nærmer sig aftale, men er ikke enige om, hvem der skal være regeringschef.
17. maj 2018 kl. 16:42

Efter mere end to måneders dødvande er vinderne af parlamentsvalget i marts på vej mod en aftale om et regeringsgrundlag.

- Vi er færdige med aftalen i aften (torsdag aften. red), siger Femstjernebevægelsens leder, Luigi Di Maio.

Di Maio fortæller dog, at han endnu ikke er nået til enighed med Liga Nords leder, Matteo Salvini, om kandidaten som premierminister.

- Vi diskuterer stadig posten som premierminister. Det er ikke besluttet endnu, siger partilederen.

Falder aftalen på plads, skal den godkendes af Femstjernebevægelsens medlemmer. Det sker formentlig fredag.

Femstjernebevægelsen og Liga Nord, der også er kendt som Ligaen, omtales som protestpartier. De er i modsætning til den tidligere regering stærkt kritiske over for det europæiske samarbejde i EU.

Et samarbejde mellem de to partier blev inden valget 4. marts set som noget nær en umulighed af analytikerne i Italien. Men den fastlåste parlamentariske situation har gjort det umulige muligt.

Femstjernebevægelsen har planer om at sikre de fattigste italienere en fast indtægt - en slags borgerløn - og den ventes at koste 17-20 milliarder euro om året.

Ligaens store mærkesag er en skatteprocent på 15 for både virksomheder og enkeltpersoner. Det ventes at reducere den årlige skatteindtægt for staten med 80 milliarder euro.

/ritzau/AFP

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu