Major: Specialstyrker løb tør for specielle opgaver i Irak

Behovet for de særlige evner, de danske specialstyrker har, forsvandt med Islamisk Stats territoriale kollaps.
17. maj 2018 kl. 15:47

Efter Islamisk Stat ikke længere har territorium af betydning i Irak, er der ikke længere behov for de særlige evner, som de danske specialstyrker har.

Sådan lyder vurderingen fra Mikkel Storm Jensen, der er major ved Forsvarsakademiet.

- De kan både løse almindelige opgaver såsom at uddanne irakiske styrker. De kunne også passe på sig selv og kunne sættes ind bag Islamisk Stats linjer og tage mål ud, siger han.

- Islamisk Stat har ikke længere linjer, man kan trænge ind bag ved.

Specialstyrkerne blev udsendt i 2016, og torsdag oplyste regeringen, at de trækkes hjem igen.

Det kan være svært at have et komplet overblik over, præcis hvad specialstyrkerne har lavet, forklarer Mikkel Storm Jensen.

- Specialstyrker er karakteriseret ved, at man helst ikke skal bemærke deres tilstedeværelse, siger han.

Det står dog klart, at specialstyrkerne har deltaget i uddannelse af både menige soldater, officerer og specialstyrker.

- I det hele taget har danske styrker uddannet over 10.000 mand i den periode, de har været der på al-Asad flybase, siger han.

Specialstyrkerne er kun en del af det danske bidrag i landet. Der befinder sig stadig 180 mand på al-Asad flybasen. Bidraget inkluderer også radarkapaciteter.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu