Trump bekræfter vilje til topmøde efter Nordkoreas tvivl

Den amerikanske præsident, Donald Trump, vil gerne mødes med Kim Jong-un, bekræfter Det Hvide Hus.
17. maj 2018 kl. 19:54Opdateret 17. maj 2018 kl. 20:19

USA fortsætter de igangværende forberedelser til et topmøde med Nordkorea, bekræfter talskvinde Sarah Sanders i Det Hvide Hus.

- Hvis Nordkorea ønsker at mødes, så kommer vi, siger Sanders.

Det historiske topmøde mellem den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, og USA's præsident, Donald Trump, er planlagt til at finde sted 12. juni.

Men der er de seneste dage opstået usikkerhed om, hvorvidt begge parter ønsker at mødes.

- Præsidenten er parat, og han vil være klar til at mødes. Vi fortsætter med forberedelserne, som tingene står nu, siger talskvinden.

Tirsdag aften dansk tid lød det fra Nordkoreas officielle nyhedsbureau, KCNA, at der ikke ville komme nordkoreanere til et møde med det USA-allierede Sydkorea. Mødet skulle have fundet sted onsdag.

Årsagen er en militærøvelse, som USA og Sydkorea i øjeblikket holder. Den opfattes af naboen i nord som en provokation.

Nordkoreas viceudenrigsminister, Kim Kye-gwan, langede forleden ud efter amerikanerne.

- Hvis USA forsøger at presse os til ensidigt at afhænde vores atomarsenal, så vil vi ikke længere være interesserede i en sådan dialog og må genoverveje, om vi skal gå videre med et topmøde, sagde Kim Kye-gwan.

Nordkorea har "allerede tilkendegivet ønsket om en atomfri koreansk halvø".

- Vi har gjort det klart adskillige gange, at en forudsætning for afrustning er, at der sættes en stopper for fjendtlig politik og atomtrusler mod os, og at USA indstiller sin afpresning, sagde ministeren.

På pressemødet torsdag siger Sanders i Det Hvide Hus, at USA ikke har planer om at ændre eller stoppe militærøvelsen med Sydkorea.

Det samme har det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, tidligere torsdag meddelt.

/ritzau/AFP

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik L Nielsen

Der kommer intet topmøde. Det ville Kim ikke på noget tidspunkt. Han har hele tiden arbejdet mod at afbryde. Eneste plan var fra starten at dette skulle ske så han kunne sige han prøvede men USA ødelagde det. Så håber han på at Kina vil stoppe nogle af sanktionerne, hvilket de bedst kan hvis de kan pege fingre af USA og sige at amerikanerne ikke er reelle i forhandlingstilbuddet.
Håber jeg tager fejl.