Elbiler er foreløbig ikke det store hit på vejene. Til gengæld har cyklisterne i den grad fået fidus til de batteridrevne køretøjer.
Og hvor det tidligere var bedstemor, der nød godt af den konstante medvind på cykelstierne, har de raske og rørige nu også fået øjnene op for elcyklerne.
Det fortæller Thomas Johnsen, som er direktør i brancheforeningen Danske Cykelhandlere.
- Til at begynde med var det især den ældre generation, men nu er stort set alle aldre og typer potentielle elcykelkøbere, vurderer han.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik udgjorde salget af elcykler i 2017 8,4 procent af det samlede cykelsalg, hvor det for fem år siden udgjorde knap tre procent.
Hos cykelkæden Fri BikeShop er elcyklernes andel oppe på 12 procent af de solgte cykler i kædens i alt 88 butikker.
Før var det især de klassiske cykelmodeller, også kendt som bedstefar- eller bedstemorcykler, der blev udstyret med batterier.
Men i det senere år er sortimentet også blevet udvidet med city- og mountainbikes, og forhandlerne sælger også såkaldte crossover-modeller med elementer fra flere forskellige cykeltyper.
Thomas Johnsen har set eksempler på, at elcyklen erstatter en bil i nogle familier.
- Vi havde for eksempel en familie, der, selv om de var bosiddende i et kuperet terræn, købte en elcykel og en cykelanhænger, så de kunne hente børn og foretage indkøb uden at være afhængig af en bil, siger han.
En almindelig elcykel fungerer på den måde, at en hjælpemotor i cyklens forhjul eller baghjul slår til, når der trædes i pedalerne op til 25 kilometer i timen.
Går 25 kilometer i timen for langsomt, kan en såkaldt speed pedelec være alternativet. Den giver støtte op til 45 kilometer i timen.
Der har været en del debat om speed pedelecs i denne uge, fordi nye regler fra på søndag gør det muligt at benytte dem på cykelstier.
Fredag er der møde om sagen i Transportministeriet, hvor Socialdemokraternes transportordfører Rasmus Prehn vil foreslå at indføre en fartbegrænsning på 30 kilometer i timen på cykelstier i byområder.
/ritzau/
Ja, hvis el-cyklen erstatter bilen - og det fordrer jo, at folk skiller sig af med øsen - så er der meget vundet derved. Og jeg kan da godt forstå, at ældre - hvornår det så end er - også anskaffer sig en el-cykel. Fint nok, men at unge/yngre gør det, er udtryk for dovenskab og magelighed.
Jeg kendte en meget grøn kvinde på 37 - rask og rørig. Hun arbejdede i det indre København, og boede i Søborg. På turen hjem skulle hun op ad Frederiksborgvej, hvor der er en mindre bakke ved Bispebjerg - og det var nok til at hun købte sig en el-cykel.
Så jeg ved ikke hvor stort et fremskridt el-cyklerne er.
Arne Lund
Magelighed og dovenskab.. åh wow. Du har sandelig meget lille respekt for dine medmennesker og deres motiver. Den slags udtalelser minder mest som Pia Kjærsgaards og regeringens (uanset farve) nedadhængende mundvige og udtalte disrespekt for befolkningen. Pas på - hvis vinden vender, vil dine mundvige for evigt stivne i en misbilligende grimasse.
Du KUNNE også vælge at glæde dig over, at din omtalte unge kvinde ikke køber sig en scooter eller en bil.
Øv altså. Sur-stråling smitter.