Eksministre kan ikke huske noget om gamle Tibet-demoer

Også i 2002 og 1995 blev Tibet-demonstranter afskærmet ved kinesiske statsbesøg, fortæller ekspolitifolk.
14. juni 2018 kl. 16:48

Flere tidligere justits- og udenrigsministre kan ikke hjælpe med oplysninger om de Tibet-demonstrationer, som den genåbnede Tibetkommissionen nu også skal granske.

Det er tidligere demonstrationer ved kinesiske statsbesøg i 1995, 2002 og 2011, som nu også skal undersøges.

Således svarer tidligere udenrigsminister for Konservative Per Stig Møller, at han intet erindrer, når han bliver spurgt ind til afskærmning af demonstranter i 2002.

Bjørn Westh, socialdemokratisk justitsminister i 1995, kan heller ikke huske noget.

- Jeg kan slet ikke huske det. Jeg har ingen hukommelse om det. Det har mig bekendt heller ikke været diskuteret nogen steder før nu, siger eksministeren.

Flere pensionerede og aktive politifolk fortæller torsdag til Berlingske og DR Nyheder, at det i årtier har været praksis hos ordensmagten at skærme kinesiske delegationer mod demonstranter.

Demonstranter skal angiveligt være blevet afskærmet i 1995 og 2002.

Desuden skal Politiets Efterretningstjeneste (PET) i 2011 have advaret om, at der kunne komme demonstranter. Det fremgår af en taktisk befaling, som Københavns Politi har fundet efter en henvendelse fra DR.

Morten Bødskov (S), der var justitsminister i 2011, skriver i en sms, at han ikke kender befalingen.

- Jeg har intet kendskab til den taktiske befaling fra 2011, der er omtalt.

- Jeg er meget overrasket over udtalelserne fra de pensionerede betjente om, at det øjensynligt har været kutyme siden midten af 1990'erne at forhindre demonstranter i at udøve deres grundlovssikrede rettigheder, skriver han og fortæller, at han støtter den nye undersøgelse.

Den daværende Tibetkommission undersøgte kun besøg i 2012, 2013 og 2014, men nu er kommissionen blevet genåbnet, og den skal undersøge besøg helt tilbage til 1995.

- Det undrer mig, at de ikke med det samme, da de satte Tibetkommissionen i gang, undersøgte så langt tilbage, siger Bjørn Westh.

Henning Dahl, der var hundeleder i Københavns Politi under den kinesiske premierminister Zhu Rongji besøg i København i 2002, fortæller, at der var en anmodning fra Udenrigsministeriet.

- Efter anmodning fra Udenrigsministeriet, så henstiller man, at man sikrer, at der ikke er negative demonstranter indenfor synsvidde af premierministeren, for det ville virke fornærmende på premierministeren, siger Henning Dahl til P1 Orientering.

Den daværende konservative udenrigsminister Per Stig Møller husker dog intet om det.

- Jeg kan ikke sige andet, end at jeg har ingen erindring om det, siger den tidligere udenrigsminister.

Den daværende konservative justitsminister i 2002, Lene Espersen, skriver i en sms, at hun ikke har nogen kommentarer til sagen. Villy Søvndal, der var udenrigsminister i 2011, er torsdag eftermiddag ikke vendt tilbage på Ritzaus henvendelse.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Berger

Det er egentligt pudsigt,så svag hukommelsen er hos ministre og embedsmænd.Hver gang en undersøgelse har været sat i gang af arbejdsgange og beslutningsprocesser i ministerierne,har hukommelsen hos de ansvarlige vist sig at svigte.
Med en så elendig hukommelse kunne man mene,at de pågældende havde vænnet sig til at skrive memoranda til sig selv,men selv en så enkel foranstaltning glemmer disse personer at udføre.
Højst pudsigt!

Hans Larsen, Dorte Sørensen, Lillian Larsen, Katrine Damm og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

Det er beskæmmende ud over græser.
Gad vide om, de folkevalgte forstår og fatter den afgrundsdybe mistillid, der bliver mere og mere udbredt.
Det er efter min mening meget deprimerende.

Hans Larsen, Tue Romanow, Dorte Sørensen, Flemming Berger og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar