Flyttede fra New York til Malmø: Det er meget værre her

Beboere i et Malmø-kvarter, hvor seks blev ramt af skud mandag ved højlys dag, er rystede dagen derpå.
19. juni 2018 kl. 09:45

I Malmø har de i årevis været vant til, at der af og til åbnes ild på åben gade, men et skyderi mandag aften, da tre blev dræbt, har alligevel rystet mange.

En forsker, som arbejder på Rigshospitalet i København, og som for nylig er flyttet fra New York til Malmø, var vidne til skyderiet i Drottninggatan centralt i byen.

- Jeg følte mig aldrig utryg der. Det er værre her i Malmø. Vi er jo ude at gå med barnevognen lige der, hvor det skete, siger 37-årige Martin Schain til avisen Sydsvenskan.

Han og familien bor over for internetcaféen, hvor skyderiet skete omkring klokken 20 mandag aften.

Seks personer blev ramt. Tirsdag morgen er et tredje offer erklæret død.

Martin Schain var i gang med opvasken, da han hørte noget, der ikke lød som almindelige skud. Det viste sig at være skud med automatvåben.

- Jeg troede først, at det var et stillads, der væltede. Man tror jo ikke, at det kan være automatvåben, siger den 37-årige nabo.

Avisen Aftonbladet har talt med en anden ung mand, som bor i kvarteret.

- Jeg hørte cirka 15 skud, og så tænkte jeg: Oh shit, siger manden, som ifølge avisen er i en form for chok.

Han går ofte forbi stedet, hvor de tre personer blev dræbt.

- Det føles ikke godt, at den slags sker, mens det er lyst uden for, siger manden til Aftonbladet.

Politiet i Malmø holder pressemøde klokken 10.15 om efterforskningen.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu