Nyt stresspanel skal bekæmpe folkesygdom

Regeringen har udpeget et stresspanel, der skal komme med løsninger til, hvordan man kan forebygge stress.
28. juni 2018 kl. 12:44Opdateret 28. juni 2018 kl. 14:21

Stress koster årligt det danske samfund 29 milliarder kroner, og det er årsag til en masse bekymringer og problemer for en masse danskere.

Faktisk viser den seneste udgave af Den Nationale Sundhedsprofil, at 25 procent af danskerne følte sig stressede sidste år.

Det vil regeringen nu gøre noget ved. Derfor har man udpeget et stresspanel, der består af 11 eksperter inden for blandt andet sundhed, arbejdsmarkedet og familieliv.

De skal inden jul holde fire temamøder, som skal munde ud i tre forslag, der skal kunne omsættes enten politisk eller af danskerne selv.

Seks ministerier har været involveret i oprettelsen af panelet, blandt andet Sundhedsministeriet.

- Langvarig og usund stress kan få alvorlige konsekvenser for helbredet i form af depression, angst, hjertekarsygdomme og på en række andre områder.

- Særligt hos de unge kvinder ser vi en meget bekymrende stigning i stress og psykisk sårbarhed. Vi har derfor behov for bredt funderede løsninger, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Også beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) ser frem til at blive inspireret af panelet.

- Stress er et alvorligt problem, som vi skal forholde os til som samfund og på arbejdspladsen.

- Stress må ikke være noget, man gemmer væk og slår hen for længe, fordi så vokser problemerne, siger ministeren.

Anette Prehn, der er sociolog, forfatter og foredragsholder bliver formand for panelet.

De øvrige medlemmer er blandt andet hjerneforsker Peter Lund Madsen, lægen og it-iværksætteren Imran Rashid og lektor Trine Wulf-Andersen, der er lektor på RUC.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Panelets udkomme: 3 forslag til håndtering af stress.

Holdnuop hvor er det uambitiøst!
Man skulle fandme tro, det var 1 april.

Dorte Sørensen, Tue Romanow og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Sådan.
Så får regeringen også udryddet stress.

Dorte Sørensen, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar

Mon det får følger, når panelet påpeger politikernes ansvar for al den stress gennem deres evindelige, frihedsdræbende centralisering.
Papirkurven står klar.