Pape: Nogle gange er det logisk med politifokus på etnicitet

Justitsministeren har ikke grund til at tro, at politiet diskriminerer bestemte etniske grupper.
13. juni 2018 kl. 15:21Opdateret 13. juni 2018 kl. 15:34

Det er justitsminister Søren Pape Poulsens (K) forventning, at politiet ikke diskriminerer. For eksempel på baggrund af etnicitet.

Det siger den konservative formand i et samråd onsdag.

- Det er naturligvis min helt klare forventning til politiet, at der ikke forekommer diskrimination, når man som myndighed møder samfundets borgere.

- Hverken på baggrund af etnicitet, køn eller noget som helst andet, siger Pape.

- Det er noget, politiet skal være meget opmærksom på, og som politiet, når det måtte finde sted, skal reagere på straks i såvel den konkrete sag som generelt, siger ministeren.

Det er Alternativets retsordfører, Josephine Fock, der har kaldt Pape i samråd.

Det handler om, hvorvidt politiet forskelsbehandler og diskriminerer mod indvandrere eller efterkommere af indvandrere med ikkevestlig baggrund.

Samrådet finder sted i kølvandet på DR2-programmet "Mørk og mistænkt". Det blev sendt 22. maj i år.

Her fremgår det, at ikkevestlige indvandrere i 2014 havde 65-70 procent større risiko end etniske danskere for at blive sigtet, men ikke dømt.

I visse tilfælde er det logisk, at politiet eksempelvis har fokus ved hudfarve.

- Det skal ske ud fra saglige kriterier, siger Pape.

- Som udgangspunkt skal der være et konkret mistankegrundlag. Der er dog situationer, hvor politiet kan stoppe borgere, uden at der er et konkret mistankegrundlag.

- Det er eksempelvis i områder, hvor der er indført en visitationszone, siger han.

Pape nævner også, at politiet i efterforskningssager kan have et signalement - eksempelvis hudfarve - der vil være en relevant oplysning.

I forbindelse med grænsekontrollen kan der også være rettet fokus mod etnicitet. Samt i belastede boligområder, siger han.

Angående de tal, som kom frem i tv-programmet, siger Pape, at politiet ikke systematisk registrerer oplysninger om etnicitet.

- Jeg kan hverken be- eller afkræfte det statistiske materiales rigtighed. Men jeg vil gerne understrege, at man som borger i Danmark skal kunne regne med, at man får en fair behandling, når man møder politiet, siger han.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hørte i P1s Orientering , at Pape Poulsen ikke havde set DRs dokumentar og han ville heller ikke undersøge tallene bag dokumentaren. I mine øjne må det forstås som Pape Poulsen mener, at det er i orden at folk med en mørk hud bliver stoppet af politiet.
Tænk hvis det var skallede hvide mænd som Pape Poulsen, der blev stoppet ustandseligt af politiet - mon han ville mene at det var i orden?

Tue Romanow, Knud Chr. Pedersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Knud Chr. Pedersen

Pape er tilsyneladende blind overfor faktiske kendsgerninger og i sin iver efter at tækkes politiet, baner han vejen for, at politiet ikke minimerer brugen af politistatsmetoder, baseret på lige dele fordomme og faktuel racisme, som påvist af DR dokumentaren. Det var præcis det, som engelsk politi ville undgå, at blive en politistat, hvorfor der er en helt anden skoling i det engelske politi i, hvordan etnicitet skulle behandles, netop for at undgå at blive en politistat. Dansk politi slipper hele tiden under radaren, begår grundlovsbrud, anvender politistatsmetoder og optræder som en flok uniformerede bøller. Politiets påviste fremfærd i den retning bidrager samtidig til, at respekten for politiet bliver midt på møddingen, hvilket efter min mening er fuld berettiget. Pape er med sin ignorante holdning i høj grad en del af problemet og under ingen omstændigheder en del af dens løsning.

Tue Romanow, morten rosendahl larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar