R-leder kritiseres for det der opfattes som nazireference

Morten Østergaards kommentar om et "rødbrunt kabinet" i forhold til et S-DF-SF-samarbejde kritiseres.
8. juni 2018 kl. 11:21Opdateret 8. juni 2018 kl. 12:30

De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, indkasserer en del kritik for sin "rødbrunt kabinet"-bemærkning, som han kom med i Børsen i onsdags.

Østergaard rettede kritik af Socialdemokratiets økonomiske politik efter formand Mette Frederiksens (S) udmelding om, at S efter næste folketingsvalg går efter at danne regering alene uden andre partier.

- Sådan et rødbrunt kabinet, der med en socialdemokratisk regering med SF og Dansk Folkeparti som grundlag - skulle de være i stand til at øge muligheden for at investere i fællesskabet?

- Det har jeg svært ved at se, sagde Østergaard til avisen.

Udtrykket "rødbrunt" forbindes med brunskjorterne og nazisterne, lyder kritikken. Den er blandt andet kommet fra Socialdemokratiet, DF, Venstre og SF samt diverse historikere og eksperter.

I Deadline på DR2 har Østergaard afvist, at det er en nazireference. Det samme svar har han givet til Berlingske og Kristeligt Dagblad.

- Det, der forener partierne, er noget meget venstreorienteret økonomisk politik og en højreorienteret udlændingepolitik. Det handler ikke om fortiden, det handler om fremtiden. Længere er den ikke, skriver Østergaard i en sms til de to medier.

Torsdag aften blev Mette Frederiksen i Deadline på DR2 spurgt ind til Østergaards kommentar.

- Det er ikke mit temperament. Jeg synes, at man skal blive på den politiske diskussion, sagde Mette Frederiksen.

- Jeg har det nok grundlæggende sådan, at hvis ikke vi politikere udviser respekt for hinanden og er ordentlige, så er det lige før, at vi ikke kan kræve, at danskerne har respekt for os.

- Så jeg kommer ikke til at diskutere på den måde.

SF-formand Pia Olsen Dyhr har på Twitter skrevet, at det er "vildt hvor desperat manden er" om Østergaard.

Til Børsen har Peter Skaarup, DF's gruppeformand, udtalt, at Østergaard ikke skal tage det så tungt, at Socialdemokratiet ikke ønsker at danne regering med De Radikale, hvilket der ellers er tradition for.

- Han bør afholde sig fra de bombastiske meldinger. Det er jo ikke verdens undergang.

- Der er bare sket det, at S siger, at de ikke vil danne regering med De Radikale. Det må han se at overleve, sagde Skaarup til Børsen onsdag.

Det var i mandags, at Mette Frederiksen til Jyllands-Posten bekendtgjorde, at hun går efter at danne en S-mindretalsregering.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Østergaard er en vatnisse. Enten lader han være med at bruge udtryk som "brun", elle - hvis han gør det - så sætter hans sig dels ind i hvad det dækker over - og så - og det er vigtigt: så står han ved sine udtalelser.
I Deadline afslørede han, at han ikke kunne kende forskel på "rød" og "brun", og dels, at han forsøgte at snakke sig væk fra, hvad han havde sagt. Slattent! Må jeg så be' om Vestgaer; hun er dog mere fast i kødet.
Det er jo korrekt, at dele af den politik, som DF står for er brun. Ikke a la Hitlers, men snarere a la den italienske socialfascisme. Dermed ikke sagt, at alle, der stemmer på DF er socialfascister, og vel heller ikke alle i folketingsgruppen er det. Men der er ledende DF'ere, der står for en politik og i tidens løb har fremsat udtalelser, der placerer dem i socialfascismen.