Tibetkommissionen skal granske besøg tilbage til 1995

Taktisk befaling fra 2011 rejser spørgsmål om politiets håndtering af demonstrationer ved Kina-besøg
14. juni 2018 kl. 11:41Opdateret 14. juni 2018 kl. 12:16

Den gennedsatte Tibetkommission skal granske kinesiske officielle besøg tilbage til 1995. Det oplyser Justitsministeriet.

Det skyldes, at politiet onsdag har oplyst Justitsministeriet om en taktisk befaling fra Københavns Politi i forbindelse med et besøg fra den kinesiske udenrigsminister i oktober 2011.

Den taktiske befaling rejser ifølge ministeriet spørgsmål ved politiets håndtering af mulige demonstrationer under det pågældende besøg.

Endvidere er Justitsministeriet blevet bekendt med oplysninger om, at der er rejst spørgsmål om politiets håndtering af demonstrationer i forbindelse med officielle kinesiske besøg i 1995 og 2002.

Det er sket via henvendelser fra pressen, oplyser ministeriet.

På den baggrund har justitsminister Søren Pape Poulsen (K) altså besluttet at kulegrave samtlige officielle kinesiske besøg, tilbage til dengang Poul Nyrup Rasmussen (S) var statsminister i Danmark.

Tibetkommissionen havde egentlig afleveret sin rapport, der handlede om et besøg af den daværende kinesiske præsident Hu Jintao i 2012. Her fik demonstranter frataget tibetanske flag.

Der blev givet klart ulovlige ordrer og Folketinget modtog forkerte oplysninger, konkluderede kommissionen. Det var i strid med forsamlings- og ytringsfriheden, at politiet greb ind over for demonstranterne.

Ansvaret herfor blev placeret hos to ansatte i Københavns Politi. Men kommissionen fandt ikke grundlag for at antage, at ministre eller ansatte i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Statsministeriet eller i politiets øverste ledelse havde kendskab til ordrerne.

Men efter at kommissionen var lukket ned, afslørede DR's P1, at en række mails, der befandt sig i backup-systemer, ikke var blevet udleveret.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil nu også sætte gang i en undersøgelse af politiets, anklagemyndighedens og PET's håndtering af data.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Michael Foley

Det er ikke første gang at staten og politikerne sælger ud til Kina for bla. at opnå bedre erhvervsaftaler og kontrakter. Selv samfundsvigtig og kritisk infrastruktur i form af mobilnet blev solgt for 4 milliarder af TDC til kinesiske Hauwei med godkendelse fra regeringen og danske politikere samt FE og PET.

Michael Jensen

Nyheden er ikke, at politiet med lovlige - og ulovlige - midler har udført opgaven med at skærme udenlandske honoratiores.
Det overraskende er, at man har kunnet gennemføre en undersøgelse i Tibetkommisionens regi uden at få troværdige svar på helt simple spørgsmål. F.eks. vedr. diverse myndigheders og ministeriers mail-korrespondancer. De "tilståelser", som nu kommer fra politiets side kunne fjerne focus fra Kommisionens svigt.

Jens Voldby Crumlin

Politikernes hæmningsløse hykleri.
Prøv lige at genlæse denne pressemeddelelse fra 1997 der klart afslører politiets praksis og at ministeren bliver gjort opmærksom på problemet med den manglende demonstration og ytringsfrihed i Danmark. Hvorfor indrager Pape ikke alle udenlandske honoratiores besøg i kommisionens undersøgelse.
http://org.enhedslisten.dk/oe-foelger-op-paa-politiets-forbud-mod-anti-c...