Virksomheder ærgrer sig over 12-talsfest: Vi kan ikke skelne

Det er uigennemskueligt, hvem de bedste studerende er, når for mange får 12 til eksamen, siger erhvervslivet.
13. juni 2018 kl. 09:27

Hvis for mange nyuddannede kan henvise til en topkarakter for deres afsluttende opgave, får de danske virksomheder svært ved at spotte de dygtigste studerende.

Derfor vækker en evaluering af syvtrinsskalaen i det danske uddannelsessystem bekymring hos Dansk Erhverv og Dansk Industri.

- Det, vi frygtede, er sket. Der har været en massiv karakterinflation på de videregående uddannelser. Ikke nok med at for mange får 12. Der er også en bevægelse, hvor flere får topkarakteren år efter år, siger Mette Fjord Sørensen, der er chef for videregående uddannelse hos Dansk Industri.

- Det er et problem for uddannelserne, og det er et problem for de virksomheder, som skal forsøge at vurdere en ansøgers faglige formåen.

Da man ændrede karakterskalaen tilbage i 2006-2007, blev der sat nogle mål for, hvad den forventede fordeling af de nye karakterer ville blive. Her var forventningen, at hver tiende ville få 12.

Evalueringen viser, at der på de videregående uddannelser bliver givet flere 12-taller end det. Og halvdelen af de afsluttende opgaver får 10 eller 12.

Dermed kan virksomhederne ikke stole på, at karakteren hos en nyuddannet afspejler det niveau, virksomheden forventer, siger uddannelsespolitisk chef hos Dansk Erhverv Mads Eriksen.

- Når det burde være hver tiende, så må det være nogen, der får et 12-tal, som måske kun burde have fået 10. Hvis man går efter den absolutte elite, så er det ikke det billede, man får, siger han.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Er der da virksomheder, som ansætter ansøgere efter karakterer??
Det har jeg aldrig været ude for.
Medarbejdere bliver ansat på deres netværk, deres personlighed, deres alder, deres fysiske formåen og deres evne til at udfylde forskellige tests. Men karakterere.. det har jeg ikke hørt om før.

Morten Balling, Søren Bro og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Men den nye skala fravalgte netop 13 tallet, der blev givet for en "elite"-karakter. Så 12 i dag skal vel sammenlignes med 10-11 og 13 fra den gamle skala. Derfor er det vel indlysende at så mange får 12.

Men det jeg mener er det mest kritisable ved den nye skala er at eleverne kan få -03.

Morten Balling

Måske er de studerende, ligesom dem jeg har gået med i år, bare meget fokuseret på at få høje karakterer, fordi de bliver skudt i skoene at det et ekstremt vigtigt bagefter. Det er, for at sige det midt, fuldstændigt dumt, da det fjerner opmærksomheden fra at lære noget undervejs på studiet.

Dette skyldes hverken for flinke eksaminatorer eller snyd fra studerende, men derimod kvikke elever, som prøver at klare sig bedst muligt i et tosset system.