Danske Bank skal finde ny chef med ansvar for hvidvaskregler

Danske Banks chef for compliance - at overholde regler - forlader sin stilling. Jagt på en ny er sat ind.
11. juli 2018 kl. 12:16Opdateret 11. juli 2018 kl. 13:14

Chefen for Danske Banks compliance-funktion, der skal være med til at sikre bankens overholdelse af hvidvaskreglerne, forlader banken. Det skriver Finanswatch.

Anders Meinert Jørgensen forlader stillingen efter en turbulent periode, hvor Berlingske i en række artikler har afsløret omfattende hvidvask fra bankens afdeling i Estland.

Han siger til Finanswatch, at han selv har sagt sin stilling op. Anders Meinert Jørgensen kalder beslutningen for udramatisk.

- Der er ikke nogen direkte forbindelse til hvidvasksagen i Estland. Men det er klart, at det generelt er meget intenst at arbejde med compliance, og især har det sidste år her i Danske Bank været meget intenst, siger han til mediet.

- Timingen er aldrig god for banken, men det var en beslutning, som jeg tog for et stykke tid siden, og nu er det på sin plads at melde det ud, så blandt andet mit team kan forholde sig til det, siger han.

Anders Meinert Jørgensen bliver i banken frem til november. Danske Bank er allerede i gang med at finde hans afløser.

Danske Bank har sat gang i en undersøgelse af forholdene i den estiske afdeling. Herunder ledelsens ansvar. Resultaterne ventes i september.

Senest har Berlingske Business fået indsigt i, at bankens hvidvask af penge kan være endnu større end hidtil antaget.

Berlingske har informationer om suspekte pengestrømme for nye 28 milliarder kroner. Det bringer det samlede beløb af potentielt hvidvaskede penge op på 53 milliarder kroner.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

William Kern

I flere sydeuropæiske lande har man haft bankskandaler, der i omfang og varighed har været endnu mere opsigtsvækkende, ofte fordi der er blevet afdækket koblinger til politiske ledere og mangeartede former for korruption. Mest kendt er formentlig korruptionsskandalerne i Spanien og Portugal, ,som bl. a. har kunnet følges ii årevis i den engelske udgave af El Pais, og her er mange tråde til pengeinstitutter og politikere. I Portugal arbejdes der fortsat med opklaringen af et stort sagskompleks, men formentlig er langt det meste afdækket bl. a. som følge af regeringens ret klare signaler og påbud til bankverden og anklagemyndighed.

Der er nogle ting, som ser ud til at være en del forskelligt fra Syd til Nord og i særdeleshed Danmark. . Det er myndighedernes tilgang. I Danmark har vi fulgt fhv minister Brian Mikkelsens nylige, heroiske kamp for at modvirke "bashing" , dvs, mobning af bankerne. Ja, det har nok ærgret direktionen i Holmens Kanal, må man forstå, at kritikken af hvidvaskning ikke ville dø. . Og vi har set, at hele det politiske establishment i meget meget lang tid var ovenud tilfreds med, at Danske Bank lovede at undersøge sig selv.

Lidt anderledes foregår det sydpå, for her er myndighederne opmærksom på, at beviser kan forsvinde, spor kan slettes. Så sydpå viser de senere års beretninger om kriminalitet i bankverdenen, at mange mistænkte varetægtsfængsles, mens beviserne sikres, dommerundersøgelser udføres, afhøringer kommer på plads, computere beslaglægges, kontoudskrifter sikkerhedskopieres etc
.
I Danmark er det som om, Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet og regeringen arbejder ud fra devisen "tillid er bedre end kontrol". Lad os håbe, at Danske Banks selvundersøgelse kan gennemføres, og at den ikke strander på, at harddiske blev væk eller personalet, der kendte til tingene, er fratrådt og alle alle bjerge. Men det sker måske ikke, for Finanstilsynet vil efter sigende også på et tidspunkt i gang med at undersøge, om der er noget, der skal undersøges; det har minister Jarlov i alt fald annonceret vil ske fremadrettet.

Også her en god ide til Informations graverjournalister: Tag et smut til Lissabon, tal med jeres kolleger og se, hvordan myndighederne er gået effektivt til værks. Trist, naturligvis, for de samfundsspidser, der må en tur bag tremmerne, men sundt for demokratiet og for tilliden til det offentliges evne til at bekæmpe kriminalitet.

Tue Romanow, Birgit Luxhøj, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Steen K Petersen, Oluf Husted og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

I de gode gamle dage var samtlige medlemmer af bankens øverste ledelse blevet dyppet i tjære og rullet i fjer - og derefter jaget ud af byen af en rasende menneskemængde bevæbnet med fakler og høtyve.

På en eller anden måde forekommer det mere retfærdigt.

ganske som jeg tidligere har spået: ingen konsekvenser, udover en eller anden ubetydelig leder, der får sparket. Jeg vil gerne vide, om han får en gylden faldskærm udbetalt og hvor stor den er.

Hans Larsen, Tue Romanow, Jens Erik Starup og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar