Vestager smækker Google en rekordbøde på 32 milliarder

Google får 90 dage til at rette ind. Ellers vanker der dagbøder på op til fem procent af global omsætning.
18. juli 2018 kl. 13:03Opdateret 18. juli 2018 kl. 14:05

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, uddeler en rekordstor bøde på 4,34 milliarder euro til Google for misbrug af sin dominans med det mobile styresystem Android.

Bøden svarer til 32 milliarder kroner.

Det er den hidtil største bøde, EU nogensinde har givet et selskab for at misbruge en dominerende position på markedet.

Vestager siger, at Google siden 2011 ulovligt har brugt Android til at cementere sin position som verdens førende søgemaskine.

Hun giver nu Google 90 dage til at stoppe den ulovlige praksis. Ellers vanker der dagbøder.

De kan løbe helt op i fem procent af den daglige omsætning i Googles moderselskab, Alphabet.

Ifølge Vestager bliver producenter af mobiltelefoner tvunget til at installere Googles egne apps på forhånd, hvis de vil bruge Android.

Det drejer sig om Googles søgeapp og browseren Chrome.

Google har også betalt producenter og operatører af netværk for at bevare sin dominans inden for søgninger, mener hun.

- På den måde har Googles konkurrenter fået frataget deres mulighed for at være innovative og konkurrencedygtige, siger Vestager.

Det har også frataget europæiske forbrugere fordelene ved effektiv konkurrence. Og det er ulovligt, lyder det.

Omkring 80 procent af alle mobiltelefoner bruger Android som styresystem.

En talsmand for Google siger, at selskabet vil appellere EU-Kommissionens bøde.

- Android har skabt mere frit valg for alle. Ikke mindre, siger talsmanden, Al Verney.

EU's hidtil største bøde for misbrug af dominans ramte Google sidste år. Den var på 2,42 milliarder euro (18 milliarder kroner).

Her handlede det om, at Google ifølge EU har misbrugt sin dominans til at favorisere sin egen shopping-tjeneste.

Vestager kører også en tredje sag mod Google. Den handler om misbrug dominans inden for annoncer på nettet.

I sine foreløbig fire år i Bruxelles har Vestager kørt en stribe sager mod amerikanske giganter, der beskyldes for at overtræde EU's spilleregler.

Ud over Google gælder det blandt andre Amazon, Apple, Disneyland, Facebook, MasterCard, McDonald's og Starbucks.

Den nye sag kommer midt i den handelskrig, som USA's præsident, Donald Trump, har startet i år.

Trump har forhøjet tolden på europæisk stål og aluminium. Nu truer han med at gøre det samme på biler.

Om blot en uge besøger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, den amerikanske præsident i Det Hvide Hus for at tale om handel.

I et interview med CBS News udråbte Trump i søndags EU som en fjende.

Det skyldes ifølge præsidenten, at EU behandler USA dårligt, når det gælder handel.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Altså hende Vestager. Hun tror stadig på, at der findes et rimeligt alternativ til Googles søgemaskine. Det gør der ikke!
Problemet er hele det liberale system med softwarepatenter og rettigheder.
PROPRIETARY SOFTWARE IS EVIL !

Katrine Damm

Har min tvivl, Peter Sterling, formoder vi i så fald havde hørt om det, hvis de venligst havde lagt sig fladt ned og sat X milliarder ind på kontoen.... Der kører vist sager, som kommer til at køre i mange år