Amerikanske myndigheder undersøger Danske Bank for hvidvask

Sagen om hvidvask for milliarder i Danske Banks estiske filial er på radaren hos de amerikanske myndigheder.
14. september 2018 kl. 13:42Opdateret 14. september 2018 kl. 14:28

Amerikanske myndigheder undersøger Danske Bank i sagen om hvidvask for milliarder.

Det skriver Wall Street Journal, der har sin viden fra dokumenter og en anonym kilde med viden om sagen.

Myndighederne er det amerikanske justitsministerium, finansministerium og finanstilsyn.

Trioen rettede blikket mod Danske Bank, efter at en anonym whistleblower for to år siden sendte en klage til finanstilsynet i USA.

Klagen gik på overførsler mellem Danske Banks estiske filial og de to storbanker Deutsche Bank og Citigroup.

Danske Bank har umiddelbart ingen kommentarer til undersøgelsen.

- Som finansiel virksomhed er vi underlagt tilsyn, og derfor er vi løbende i kontakt med myndighederne i forskellige lande. Vi kommenterer dog generelt ikke på vores dialog med myndighederne, skriver banken i en kommentar.

Den estiske filial er centrum i sagen om hvidvask, hvor Berlingske Business tidligere har anslået, at mindst 53 milliarder kroner blev hvidvasket i perioden 2007 til 2015.

Danske Bank bliver i forvejen undersøgt af både danske og estiske myndigheder.

De skulle ifølge Wall Street Journal have delt informationer om sagen med de amerikanske myndigheder.

At de amerikanske myndigheder ser på sagen, får en analytiker til at pege på, at britiske og amerikanske myndigheder historisk har været med til at udstede milliardbøder i tidligere hvidvasksager.

- Det er klart, at når amerikanerne går ind og undersøger det, så øger det sandsynligheden i forhold til at se en bøde i milliardklassen, siger Mikkel Emil Jensen til Ritzau Finans.

Fredag eftermiddag falder Danske Banks aktie omkring to procent.

Danske Bank offentliggør onsdag resultaterne af en intern undersøgelse af sagen.

Ifølge Wall Street Journal afdækker undersøgelsen overførsler for 960 milliarder kroner. Det er dog uklart, hvor stor en del der er relateret til hvidvask.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Lejf Hansen

Kan den skide bank ikke snart tage navneforandring,- tilbage til Landmandsbanken.
Det er uanstændigt den heder Danske Bank, og dermed stempler alle vi hæderlige dansker.

Jan Skovgaard Jensen

Skal en bank som deltager i hvidvaskning af penge nu ha bøder i milliardklassen, når de kan hakke 10% af bruttonationalproduktet i alle verdens lande og til gengæld få milliarder af dollars til at stive sig af...

Henrik L Nielsen

Danmark har nogle af EUs svageste anti-korruptionslove for ting som ‘vores’ virksomheder gør uden for landets grænser. Så forhåbentligt kan amerikanerne give ‘Danske’ Bank en ordentlig bøde.

Torben Lindegaard

@Henrik L Nielsen 14. september, 2018 - 19:30

Den danske Konkurrencestyrelse er ikke til noget - hverken indenlandsk eller udenlandsk.
Finanstilsynet heller ikke.

Jeg deler dit håb om en klækkelig bøde fra de amerikanske myndigheder ....
og meget gerne også en bøde fra EU.