Læger uden Grænser udvises fra flygtningeøen Nauru

Situationen på flygtningeøen Nauru er "mere end desperat", lyder det fra de hjemsendte nødhjælpsarbejdere.
11. oktober 2018 kl. 06:34Opdateret 11. oktober 2018 kl. 09:40

Læger uden Grænser er blevet udvist fra den lille østat Nauru, hvor organisationen siden 2017 har ydet nødhjælp i den kontroversielle australske flygtningelejr på øen.

Onsdag forlod de sidste nødhjælpsarbejdere Nauru, hvilket satte en brat stopper for gratis sundhedshjælp til flygtninge og asylansøgere.

Det fik torsdag de hjemvendte læger og sygeplejersker til at slå alarm om en "mere end desperat" situation. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

- Læger uden Grænser fordømmer på det kraftigste Naurus regerings pludselige beslutning om at udelukke den desperat nødvendige mentale hjælp, skriver Læger uden Grænser.

Organisationen sender samtidig en stærk opfordring til den australske regering om at evakuere samtlige personer fra flygtningelejren.

Bådflygtninge, der ankommer til Australien, er siden 2013 blevet sendt til østaten, hvor der inklusive flygtninge og asylansøgere lever 13.000 mennesker.

Men der er "intet humanitært ved at redde mennesker fra havet blot for at efterlade dem i et friluftsfængsel", lyder kritikken fra Læger uden Grænser ifølge nyhedsbureauet dpa.

Knap 900 asylansøgere og flygtninge - herunder 115 børn - har levet i Nauru i mere end fem år uden nogen udsigter til at skulle forlade øen igen.

Uden adgang til nødhjælp mister flygtningene alt håb, siger organisationens direktør i Australien, Paul McPhun, torsdag under et pressemøde i Sydney. Det skriver det australske medie SBS.

- Fem år med uendelig usikkerhed har medført en voldsom forværring af deres mentale helbred og velbefindende, siger han.

- At adskille familier og fastholde mænd, kvinder og børn på en fjerntliggende ø på ubestemt tid uden håb om beskyttelse ud over medicinsk nødhjælp er ondt og umenneskeligt.

Den danske direktør i Læger uden Grænser, Jesper Brix, fortæller, at der stadig er et stort behov for deres arbejde med psykologisk hjælp. Både til flygtninge og lokale på øen.

- Behovet for hjælp inden for psykologisk og psykiatrisk bistand er stadig enormt - både blandt Naurus lokalbefolkning, men også blandt asylansøgere og flygtninge, siger han.

Han fortæller, at det var i samarbejde med de lokale myndigheder, at Læger uden Grænser besluttede at fokusere på psykologisk hjælp. Og der var også et behov for hjælp til de lokale.

- Sundhedssystemet på Nauru har ikke været gearet til at håndtere kroniske psykiske sygdomme og lignende, siger Jesper Brix.

Naurus regering har ikke kommenteret sagen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu