Lalandia og Legoland kan få ny kæmpe konkurrent i Billund

En ny forlystelsespark skal efter planen stå klar i det østlige Billund i 2022.
12. oktober 2018 kl. 07:50Opdateret 12. oktober 2018 kl. 09:56

I 2022 kommer der endnu en grund til at tage til Billund. En ny forlystelsespark på 300.000 kvadratmeter er nemlig på vej i byen, der også huser Legoland og Lalandia.

Bag parken står Gram & Jeppesen Group, som ikke ønsker at løfte sløret for hverken navnet eller konceptet - men det er prøvet af i udlandet, fortæller direktør Peder Jeppesen:

- Det koncept, vi kommer med, er aldrig set før i Danmark eller Europa. Vores forlystelsespark bliver i særklasse.

- Nogle af forlystelserne kommer til at gå op i 53 meters højde, og der kommer power med skrig og action. Alt det, som er sjovt, og som folk gerne vil opleve, kommer vi til at kunne tilbyde, siger han.

Forlystelsesparken kommer også til at bestå af et større hotel og et parkeringsanlæg. Den gode infrastruktur er grunden til, at Billund er blevet valgt.

- Billund har en international lufthavn med en god infrastruktur, hvor man kan flyve direkte fra Billund til udlandet, samt god infrastruktur til bus og bil.

- Projektet ligger også godt i Billund, fordi der allerede ligger andre forlystelsesparker. Man kan ligeså godt køre det samme sted hen.

- Det her vil trække 1,5-2 millioner kunder om året, vurderer Peder Jeppesen.

Det nye forlystelsespark opføres i samarbejde med internationale og nationale investorer og kapitalfonde. Pengene er på plads, fortæller Peder Jeppesen.

Billund Kommune har været inde over projektet, som er tegnet af Creo Arkitekter.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis jeg var kommunalbestyrelse, så ville jeg bede om at se regnskaberne for det her Aps. Man kan google det på https://www.proff.dk/firma/gram-jeppesen-group-aps/herning/ejendomshande...
Heraf fremgår det, at i de tre år firmaet har eksisteret, da har der været 0 kr. i resultat før skat. Egenkapitalen er 50.000 kr., og selskabet er stiftet af en kapitalfond, der operer med et utal af underselskaber, men ejes af den samme familiekreds - alt sammen belliggende i Tulle-land.

Og så er der det med miljøet - projektet - hvis det da bliver til noget, skal placeres i et område, hvortil man kun kan komme med bil og dårlige busforbindelser. Ganske vist kommer der ad åre en enkeltsporet jernbane Vejle-Billund, men det projekt er allerede fra starten af designet som et discountprojekt (enkeltsporet Arriva-bane - ikke elektrificeret, og kan dermed ikke integreres i det øvrige jernbanenet.
Hvem sagde Paris-aftaler?