Telegram

10 unge skal give minister råd om klimaudfordring

Alle politikere uanset overbevisning har brug for ungdommens gode råd, siger klimaminister om nyt initiativ.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har præsenteret de 10 unge, der blandt 383 ansøgere er valgt til at udgøre regeringens Ungeklimaråd. (Arkiv).

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har præsenteret de 10 unge, der blandt 383 ansøgere er valgt til at udgøre regeringens Ungeklimaråd. (Arkiv).

RITZAU SCANPIX

Telegram
6. marts 2019 kl. 13:32

383 er blevet skåret ned til 10.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har onsdag løftet sløret for de 10 personer mellem 17 og 27 år, der skal hjælpe regeringen med at løse klimaudfordringerne.

De 10 unge skal det kommende år udgøre det nystiftede Ungeklimaråd.

Medlemmerne tæller alt fra gymnasieelever og universitetsstuderende til faglærte.

Blandt medlemmerne er repræsentanter fra Den Grønne Studenterbevægelse og Dansk Ungdoms Fællesråd, hvor formanden for Ungeklimarådet også har en stol.

- Det er et fantastisk hold. Et rent stjernehold af unge, siger Lars Christian Lilleholt.

- Jeg har en forventning om, at Ungeklimarådet vil komme med gode idéer, som kan føres direkte ind i Folketinget og omsættes til lovgivning, siger han.

Han fortæller, at alle politikere, uanset om de er røde eller blå, har brug for "ungdommens gode råd".

Lilleholt håber da også på, at rådet kan fortsætte uanset resultatet af det kommende folketingsvalg.

Medlemmerne kommer fra store dele af Danmark. Således er både Silkeborg, Fredericia, Frederikshavn, Odense, Bagsværd og København repræsenteret.

Medlemmerne er som udgangspunkt udpeget for en periode på et år.

Henrik Schneider Jensen er 27 år og maskinmester. Hans fokus er på energi, men han håber også at kunne skubbe til vanerne hos folk.

- Hvis vi kan komme med nogle få inputs, der gør, at de unge synes, det er sjovt at gøre noget for miljøet, er vi kommet langt, siger han.

Formanden for Ungeklimarådet, Monika Skadborg, regner med, at idéerne vil blive godt modtaget af politikerne.

- Det afhænger af den politiske vilje fra ministerens side. Han siger, at den er ret høj, så jeg er optimistisk, siger hun.

21-årige Mathias Hansen er ved at uddanne sig til civilingeniør, og han mener, at det er vigtigt, at der kommer nogle idérige unge, der kan sætte skub i debatten.

- Når der kommer nok idéer, må nogle af dem sidde fast. Hvis det sker for én eller to idéer, har vi gjort et godt arbejde, mener han.

Allerede onsdag er arbejdet begyndt for de unge, der holder møde med ministeren.

/ritzau/

Opdateret 6. marts 2019 kl. 15:42