Nu skal der bores efter varmt vand under Aarhus og Aalborg

A.P. Møller Holding får grønt lys til at bore efter varmt vand til fjernvarmeforsyning af Aarhus og Aalborg.
15. april 2019 kl. 10:46Opdateret 15. april 2019 kl. 12:14

Nu er der givet grønt lys til, at der kan bores efter varmt vand til fjernvarmeforsyningen af Aarhus og Aalborg.

Det er Energistyrelsen, der har givet tilladelse til A.P. Møller Holding Invest til at efterforske og indvinde såkaldt geotermisk energi i de to byer.

- Vi skal udnytte alle de vedvarende energikilder, der findes, hvis Danmark skal være CO2-neutralt senest i 2050. Der kan geotermi - det at hente varmt vand op fra undergrunden og bruge det til fjernvarme - blive et enormt potentiale, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

Tilladelsen betyder, at der nu skal bores efter varmt vand i to udvalgte områder omkring Aarhus og Aalborg.

Undergrunden vurderes netop her at være egnet til geotermi.

Ministeren ser store muligheder i at udnytte varmt vand fra undergrunden.

- Der er et stort potentiale både i forhold til den danske varmeforsyning og i fremtidige eksportmuligheder af dansk viden og teknologi på området, siger Lars Christian Lilleholt.

Allerede i efteråret blev der indgået et partnerskab mellem A.P. Møller Holding Invest og Aarhus Kommune om at undersøge mulighederne nærmere.

- Vi har allerede sagt farvel til kul og olie i den aarhusianske varmeforsyning, men vi vil skridtet videre, lød det dengang fra Bünyamin Simsek (V), rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.

- Vi vil have et energisystem, som i mindre grad bygger på afbrænding af biomasse og i højere grad bygger på brændselsfri og vedvarende energi, og det kan vi få med geotermi.

Hvis forudsætningerne holder, kan det første geotermiske anlæg bygges i perioden fra 2021 til 2024, oplyste Aarhus Kommune dengang.

I Aalborg Kommune har man grebet tingene lidt anderledes an. Her vil kommunen selv lave et udbud på området.

Det kan i praksis betyde, at det ikke bliver A.P. Møller Holding, men en anden operatør, der vinder opgaven.

- Vi havde bedt om, at man ventede lidt med at udstede tilladelser, indtil vi selv har taget stilling til, hvem vi gerne vil have til at gøre det. Det har ministeren så ikke lyttet til, siger Lasse Olsen, formand for bestyrelsen for Aalborg Forsyning.

Kommunen er dog ikke bundet af, at man skal vælge A.P. Møller Holding Invest, oplyser han.

A.P. Møller Holding har også søgt om at udnytte det varme vand i undergrunden i dele af Nordsjælland. Energistyrelsen behandler fortsat disse ansøgninger.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu