EU kritiseres skarpt for aftale om internering af migranter

En række nye rapporter beskriver horrible forhold for migranter i interneringslejre i Libyen.
16. april 2019 kl. 04:04

Fanger skydes i benene og får lov at bløde ihjel. Gravide kvinder bankes med vandslanger og får elektriske stød, hvorefter de aborterer og får besked på at skylle deres børn ud i toilettet.

Vagter voldtager kvinder til døde, og mændene i deres celle beordres til at smide ligene ud i ørkenen.

Det er den slags, der ifølge flere rapporter venter migranter, når den libyske kystvagt med støtte fra Den Europæiske Union indhenter dem ude på Middelhavet og bringer dem tilbage til det land, de var villige til at dø for at slippe væk fra.

I bestræbelserne på at stoppe flygtningestrømmen over Middelhavet udstyrer og træner EU – i stor udstrækning via Italien – den libyske kystvagt i at forhindre de flygtende i at nå over havet.

Kystvagten anbringer de flygtende i interneringslejre.

Forholdene i disse lejre er i år blevet beskrevet af blandt andet Amnesty International, Læger uden Grænser og Human Rights Watch.

Og de interneringslejre er mareridtsagtige, konstaterer Kenneth Roth, der er øverste chef for Human Rights Watch, en af klodens vigtigste menneskerettighedsorganisationer, til Politiken tirsdag.

- De er forfærdelige. De er steder for tvangsarbejde, seksuelt slaveri, afpresning og tortur. Ingen burde sendes tilbage til en libysk interneringslejr, siger Kenneth Roth.

- Og det er så forfærdeligt, at selv sådan en som Salvini, den italienske indenrigsminister, anerkender, at det er rasende ulovligt for Italien eller Den Europæiske Union at sende nogen tilbage til Libyen, siger Roth og fortsætter:

- De gør indirekte, hvad de ikke kan gøre direkte. De kan ikke lade den italienske kystvagt samle folk op og sende dem tilbage til Libyen. Så i stedet giver de penge og udstyr til den libyske kystvagt for at holde folk væk. Det er det samme, men gjort indirekte i stedet for direkte, siger han til Politiken.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Gert Romme
Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Joelsen

Jeg har sjældent set noget så modbydeligt og inhumant, som en dokumentar over forholdene i disse camps. Der er “forbrydere” som driver disse som en forretning for at få EU-midlerne, mens flygtningene bliver behandlet som fanger. Der har højst sandsynligt været en EU-ekspert in over området, for at det modbydelige ophold skal give genlyd i fangernes hjemland og forhindre flere i at tage den lange rejse. Hvor er Røde Kors og andre NGO’er i alt dette? Hvor er menneskerettighedsdomstolen?

Man kan diskutere forholdene og holdningerne i Italien, Grækenland og på Malta, som er direkte syge. Men både aftalen med Tyrkiet og Libyen er en bevidst menneskeskabt katastrofe, som det moderne samfund absolut ikke kan være bekendt.

Men sagen er den, at EU ikke er bedre, end det landene kan blive enige om. Og hvis blot en eneste regeringsleder stemmer imod en aftale, falder det hele på gulvet. Men her havde ingen mod til at stoppe dette perverse cirkus.

Mihail Larsen

Er alternativet fri indrejse?

Det er uhyrligt, hvad der foregår. Det fortjener klar fordømmelse.

Men hvad er alternativet egentligt? Uhindret adgang til Europa uden mulighed for returnering til migranternes hjemlande? Skal man kunne tiltvinge sig adgang ved at anbringe sig selv i en farefuld position?

Flere og flere afrikanere har indset, at turen til Europas velfærd (som de har kunnet se på fjernsyn og sociale medier) ikke går så let, som de troede (og havde grund til at tro, fordi Middelhavet var blevet fyldt med ngo-skibe, der kun ventede på at samle dem op og sejle dem det sidste stykke til en europæisk havn). Derfor er antallet af dem, der alligevel tager forsøget, faldet drastisk.

Hvis vi nu igen åbner op for en sikker rute, vil antallet hurtigt svulme op igen - og blive mangedoblet i takt med nogle afrikanske landes ukontrollable befolknings-tilvækst.

Hvis det sker, bliver situationen også ukontrollabel for Europa og især for det europæiske velfærdssystem, der ikke er gearet til at betale sociale ydelser i den målestok til et stadigt voksende under-proletariat af for det meste dårligt uddannede og kulturelt svært integrerbare migranter.

Konsekvensen kan blive, at vi selv må opgive vores egen samfundsmodel og socialstat til fordel for et stadig mere socialt disintegreret og kulturelt inhomogent konglomerat af ‘parallelsamfund’.

Problemerne ville være meget mindre - og overkommelige - hvis det alene drejede sig om reelle flygtninge, men langt den største del af dem, der samles op på Middelhavet, er migranter, der ikke har været personligt tvunget til at ‘flygte’, men som er trætte af deres egne hjemlandes elendige regeringer og økonomi og nu (forståeligt) ønsker at slå en genvej til en større velfærd. Og der er millioner, der tænker som dem.