Foto dokumenterer en ring af lys omkring sort hul

Forskere siger, at deres foto af sort hul er som havde man fra Jorden fotograferet en lille sten på Månen.
10. april 2019 kl. 15:13Opdateret 10. april 2019 kl. 16:27

Videnskabsfolk fra Event Horizon Telescope (EHT) afslører onsdag for første gang et ægte billede af et sort hul i universet.

Det er det "mest direkte bevis for deres eksistens", siger en af projektets ledende videnskabsfolk, Frederic Gueth, til nyhedsbureauet AFP.

Billedet, der er taget af teleskoper flere steder i verden og sammenføjet til et foto, viser et sort centrum omgivet af en lysende ring. Det vidste man godt i forvejen, men det er aldrig dokumenteret med et billede.

Tyngdekraften i et sort hul er så ekstrem, at den slukker alt. Lyset trækket mod hullet og fortæres, så alt bliver sort.

Astronomer har længe drømt om at se, hvordan der ser ud i disse huller, som slukker alt i deres nærhed. Det har de kunnet se på computerskabte billeder. Men det er den ægte vare, som onsdag blev præsenteret på pressemøder seks steder i verden - i Bruxelles, Washington, Santiago, Shanghai, Taipei og Tokyo.

Det videnskabelige arbejde bag er udført af EHT. Det er et internationalt samarbejde, som blev påbegyndt i 2012. Formålet var at observere et sort hul og ved hjælp af teleskoper placeret forskellige steder i verden at skabe et billede af fænomenet.

Det sorte hul ligger 50 millioner lysår væk i en galakse, der kendes som M87.

- Det er en distance, som vi knap kan forestille os, siger Gueth. Han er til daglig tilknyttet Det Nationale Videnskabscenter i Frankrig.

At fotografere et sort hul på den afstand svarer til, at man fra Jorden fotograferede en lille sten på Månen.

- I stedet for at bygge et gigantisk teleskop, som ville kollapse under sin egen vægt, så kombinerede vi mange observatorier, fortæller Micheal Bremer, en astronom fra Instituttet for Millimetrisk Radio Astronomi i Grenoble til AFP.

Det drejede sig om otte radioteleskoper i Hawaii, Arizona, Spanien, Mexico, Chile og Sydpolen, som alle zoomede ind på M87.

Paul McNamara, astrofysiker og ekspert i sorte huller ved det europæiske rumfartsagentur, ESA, siger, at et sort hul har tilstrækkelig med tyngde til at få en stjerne til at gå i kredsløb om det meget hurtigt - så hurtigt som 20 år.

- For at sætte det i perspektiv kan man fremhæve, at det tager vores solsystem omkring 230 millioner år at cirkle rundt om Mælkevejens centrum, siger han.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Det der i første omgang måtte være interessant i et sort hul - kunne man observere nogen Hawking-stråling ? - Den vigtigste teori siden Einstein´s almene relativitetsteori. Altså den kvanteteoretiske regel om at al information er konstant og dermed ikke kan forsvinde i et sort hul. Det paradoks løser Hawking-radiation.