Store dele af Paris’ ikoniske Notre Dame er omdannet til aske

Den omfattende brand i domkirken Notre Dame i Paris er under kontrol. Det oplyser brandvæsnet ifølge Reuters
15. april 2019 kl. 21:56Opdateret 16. april 2019 kl. 09:17

Tusindvis af parisere og turister med tårer i øjnene kunne ikke andet end at se chokeret til, da store dele af domkirken Notre Dame - et af Paris' ikoniske varetegn - mandag aften blev omdannet til aske.

Branden brød ud cirka klokken 18.50, og flammer og tyk røg væltede op fra den mere end 850 år gamle domkirke.

Kort efter klokken tre natten til tirsdag meddeler brandvæsnet, at branden er under kontrol. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Inde i kirken var man ved at forberede sig til påsken, da både ansatte og besøgende blev evakueret.

Det var længe uvist, om det ville lykkes brandfolkene at redde dele af kirken.

Men ved 23-tiden oplyste brandchef i Paris Jean-Claude Gallet, at de havde formået at redde kirkens to tårne samt stenkonstruktionen fra at kollapse.

- Vi tror nu på, at Notre Dames to tårne er blevet reddet, sagde han til journalister på stedet ifølge Reuters.

Omvendt fik flammerne hurtigt fat i kirkens spir, som bukkede under, hurtigt efterfulgt af hele taget.

Sent mandag aften oplyste brandchefen videre, at der fortsat er en risiko for, at dele af den indvendige konstruktion kan falde sammen.

Derfor vil brandmænd gennem natten fortsætte deres arbejde med at køle konstruktionen ned.

Byens borgere og besøgende har fulgt dramaet tæt. Mange har udtrykt sorg over, at en bygning, der er så tæt knyttet til fransk kultur, måske ikke længere vil være der.

- Dette er det mest sørgelige, jeg nogensinde har stået og set på, lød det fra den 50-årige britiske turist Sam Ogden ifølge nyhedsbureauet AFP.

I en tale foran kirken sent mandag aften lovede en tydeligt berørt præsident Emmanuel Macron, at han vil genopbygge den ikoniske domkirke.

Kort tid efter oplyste den franske milliardær François Pinault, at han vil bidrage med 100 millioner euro til genopbygningen af Notre Dame.

Den store kirke var ved at blive renoveret. Store stilladser omkransede bygningsværket. Derfor antager mange, at branden er opstået i forbindelse med det arbejde, der var i gang.

Ifølge anklagemyndigheden i Paris efterforsker myndighederne branden som en ulykke.

En talsmand for det franske brandvæsen oplyste tidligere mandag aften, at en brandmand er såret i forbindelse med slukningsarbejdet.

Notre Dame - på dansk Vor Frue - er en af Frankrigs største turistattraktioner.

Kirken blev færdigbygget i midten af 1300-tallet. Det tog cirka 200 år at opføre den.

Dens berømmelse steg, da forfatteren Victor Hugo i 1831 udgav romanen "Klokkeren fra Notre Dame".

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Virkelig sørgeligt. Da jeg i sin tid gik til det daværende hovedkontor i Paris om morgenen, kigge jeg altid på dette mesterværk, der rejste sig op mod himlen.

Bygget ved den daværende nordre dæmning på 1100-tallet. Stedet hvor Napoleone di Buonaparte lod sig krone primo december 1804. Hvor klokkerne ringene freden ind efter 2. verdenskrig. Og som årligt besøges af 14 mio. mennesker - næsten 3 gange Danmarks befolkning.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Danny Hedegaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Jeg håber at det franske Kulturministerium via deres ambassader rundt om i verden, giver hele verden mulighed for at bidrage til genopbygningen af Notre Dame.

Notre Dame er i en liga, hvor den ikke bare er fransk kultur arv, men verdens arv, og det er som jeg ser det, derfor en global opgave at bidrage finansielt til genopbygningen i den slags tilfælde.

DR og TV 2 burde gå sammen om et kæmpe indsamlingsshow, hvilket alle verdens store tv stationer burde gøre i samarbejde med Unesco.

Den slags genopbygninger koster umådelige summer, som det kan tage årtier at få bevillinger til på traditionel vis, mens medier og verdensstjerner vil kunne rejse de summer på rekord tid, hvis vi sætter alle sejl til for at gør det.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

@ Danny Hedegaard,

Der er allerede samlet omkring 1,5 mia. DKK ind til dette formål. Og i aftes kom de første 750.000 mio. DKK i kassen.

Dette er virkelig hjerteblod for mange i forårets smukkeste Paris. Og jeg tror, der kommer så mange penge ind, at man må nedsætte et udvalg til at anvise, hvad pengene ellers kan anvendes til.

Bjarne Bisgaard Jensen og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar
Rune Stilling

Havde det været Vor Frue Kirke ville Dansk Folkeparti og Venstre straks have forlangt, at den skulle genopføres i Tværsted

Danny Hedegaard

@Gert Romme

Det ser ud til du at har ret - heldigvis:-)

17.04.2019 KL. 11:30
Milliarderne strømmer ind til brændte Notre Dame
Få dage efter at der udbrød brand i Notre Dame i Paris, har flere aktører kastet penge efter genopbygningen.

Onsdag formiddag er der blevet samlet 995 millioner dollar - svarende til omkring 6,5 milliarder danske kroner - ind. Det oplyser præsidentens repræsentant for kulturarv Stephane Bern til den franske radiostation France Info.
https://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE11328540/milliarderne...

Jeg ville ønske at der kunne komme det ud af denne ulykke, at man omsætter denne fantastiske gavmildhed til en årlig begivenhed på globalt plan, som på rekord tid kan rejse milliarder til verdens kultur arv.

Det er en årlig kamp i alle landene, at få enderne til at mødes.
Skrantende offentlige bevillinger, og utilstrækkelige fondsdonationer, oparbejder et konstant efterslæb, som påvirker vedligehold, drift, forskning og innovation negativt.

Pengene findes jo, når viljen til at give er der, og jeg tror at et globalt samarbejde mellem førende tv stationer og verdens absolutte stjerner indenfor musik/mv, om en gang om året at sætte alle sejl til i samarbejde med Unesco, for at skaffe en pengeregn uden lige, vil kunne udrydde alle hidtidige økonomiske sorger indenfor dette felt.

Indfør også gerne statslige spil monopoler igen, og lad alt overskud gå til kultur og sport.

Det er sådan at der skaffes store summer på kort tid, og ikke gennem evige offentlige budget trængsler, og konstante fondsansøgninger.

Bare min lille drøm midt i Notre Dame tragedien.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard