Sudans afsatte præsident er sat i fængsel

Bashir befinder sig i en enecelle i et fængsel i Khartoum, siger kilde. Uganda overvejer at tilbyde ham asyl.
17. april 2019 kl. 11:15Opdateret 17. april 2019 kl. 11:50

Sudans afsatte præsident, Omar al-Bashir, er blevet overflyttet til et fængsel i hovedstaden Khartoum.

Det oplyser to kilder tæt på hans familie. Bashir blev overført til Kobar-fængslet tirsdag aften, siger de.

En kilde i fængslet bekræfter oplysningen og tilføjer, at ekspræsidenten befinder sig i en enecelle.

Øjenvidner siger, at der er et stort sikkerhedsopbud ved fængslet.

- Der er soldater i køretøjer med maskingeværer, siger et øjenvidne til nyhedsbureauet AFP.

Siden Bashir blev fjernet fra præsidentposten af Sudans militær den 11. april, har han befundet sig i præsidentpaladset, hvor han var under bevogtning.

Det militærstyre, der nu leder landet, har tidligere sagt, at Bashir ikke umiddelbart vil blive overført til Haag, hvor Den Internationale Straffedomstol (ICC) vil stille ham til ansvar for krigsforbrydelser i Darfur-provinsen.

I stedet vil Bashir blive stillet for en domstol i hjemlandet, har det nye styre meddelt.

Onsdag sagde en af Ugandas udenrigsministre, at landet ikke er afvisende over for at tilbyde Omar al-Bashir asyl.

- Uganda vil overhovedet ikke undskylde for at overveje en anmodning fra Bashir, siger minister for internationale anliggender, Henry Okello Oryem.

Der er dog ikke kommet en sådan anmodning, tilføjer han.

Der var ikke umiddelbart nogen kommentar til ministerens overraskende melding fra ICC i Haag.

Uganda har underskrevet den traktat, der ligger til grund for ICC, og er derfor forpligtet til at udlevere den krigsforbrydersigtede ekspræsident, hvis han skulle ankomme til Uganda.

Bashir blev fjernet fra præsidentposten i sidste uge efter flere måneders store demonstrationer mod hans styre.

Demonstrationerne fortsætter med krav om, at der indsættes et civilt styre.

Militærstyret, der ledes af Abdel Fattah al-Burhan, har lovet, at der vil blive holdt valg inden for de næste to år.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu