19-årige Mikkel har sultestrejket 11 dage for klimaet

Reaktionerne er strømmet ind, siden Mikkel Brix begyndte sin sultestrejke for klimaet under valgkampen.
17. maj 2019 kl. 15:13

Under hele valgkampen består 19-årige Mikkel Brix’s måltider af én ting: Postevand.

Han sultestrejker frem til 6. juni i håbet om at slå igennem med sit budskab om, at det er så langt unge mennesker vil gå i kampen for klimaet.

11 dage inde i sin sultestrejke har han både bakset med hovedpine, vægttab og øget træthed. Men det, der vægter højest, er den tilslutning, han allerede har opnået.

- Jeg har sindssyg meget gåpåmod, og jeg er ikke i tvivl, at jeg nok skal gennemføre.

- Jeg havde nogen forventninger, inden jeg gik i gang, og de er klart overgået. Så mine missioner er uendelige nu. Jeg sætter ikke en grænse for, hvad der kan ske, siger Mikkel Brix, der bor i Frederikshavn i Nordjylland.

Mikkel Brix har fået stor opmærksomhed på sociale medier, hvor han har 650 følgere. Derudover har to politikere fra Alternativet henvendt sig til ham, mens SF og Kristendemokraterne har forholdt sig til klimastrejken.

- Jeg var i Aftenshowet, hvor formanden fra Kristendemokraterne sagde i studiet, at det havde en virkning på ham, at jeg sultestrejker.

- Jeg er nået ud til tre partier. Så mangler jeg bare de sidste ti. Men vi er også kun en tredjedel inde i valgkampen, siger Mikkel Brix, der afslutter sin studentereksamen til sommer.

Derudover har Mikkel Brix afholdt demonstrationer under valgkampen. Blandt andet har han stået i hjertet af Aalborg med et skilt for at gøre opmærksom på sultestrejken.

- Flere henvendte sig for at tage billeder og sige “godt gået”. Men folk er også nysgerrige og spørger, hvad jeg har gang i.

- Men jeg gør det for at sprede budskabet om, at vi er nogen, der vil gå så langt som at sultestrejke for klimaet for at lægge et pres på politikerne

Reaktionerne fra fremmede og tre politiske partier er indtil videre det hele værd for Mikkel Brix. Dog er han ikke i tvivl om, hvad han skal spise, når klokken slår 12 natten til den 6. juni, og valgkampen dermed er slut.

- Jeg har en liste over 25 ting, jeg har haft lyst til under sultestrejken. Der står blandt andet forårsruller, sweet potato-pomfritter og indbagt tofu og broccoli på den, siger Mikkel Brix.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu