Hovedstaden vægter klima højere end nordjyder og falstringer

Der er store regionale forskelle på, hvor højt politisk hede emner som klima og ældre er hos vælgerne.
11. maj 2019 kl. 05:32

Klima og miljø er det varmeste tema for vælgerne før folketingsvalget 5. juni.

Det viser målinger, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau. Her har klima og miljø i den seneste tid suverænt overtaget rollen som det vigtigst emne for vælgerne.

Men der er store forskelle i Danmarks fem regioner på, hvor meget klima og miljø vægtes.

- Det er klimaet, vi skal snakke om, hvis vi er i hovedstaden. Men hvis vi er i Region Syddanmark, skal vi tale om sygehuse og ældre, siger Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor ved Københavns Universitet.

I målingerne, som er foretaget siden uge 3, bliver mindst 1000 personer hver uge spurgt til, hvad de synes, er de tre vigtigste emner for dem.

Der er blevet spurgt til 35 emner som sundhed, ældre, klima og miljø, udlændingepolitik samt velfærd.

Når man lægger Voxmeter-målingerne fra uge 3 til og med uge 18 sammen, har i alt 38,5 procent af de adspurgte i Region Hovedstaden rangeret klima og miljø blandt deres tre vigtigste emner.

Det tal er markant højere end i de øvrige fire regioner. Ikke mindst Region Sjælland og Region Nordjylland, hvor henholdsvis 28,7 procent og 28,4 procent har klima og miljø blandt deres prioriterede emner.

Billedet er til gengæld omvendt, hvis man ser på ældre, pension og efterløn.

Det har kun 27,3 procent af de adspurgte i Region Hovedstaden blandt deres prioriteter.

I de fire øvrige regioner bliver ældre samt pension og efterløn anført blandt de tre prioriteter af over 34 procent. Højest i Region Sjælland og Region Syddanmark med henholdsvis 39,4 procent og 39,0 procent.

- De regionale forskelle er meget væsentlige. De afspejler selvfølgelig en forskellig demografisk sammensætning, men vores land er ikke bare delt i partivalg. Det er også delt i, hvad vi synes er vigtigt, siger Kasper Møller Hansen.

- Der er nok en forklaring på, at når vi er i Vestjylland, så stemmer vi Venstre, mens vi stemmer på Socialdemokratiet, når vi er i København. Vores fokus er anderledes, vi fokuserer på forskellige ting.

- Hvis du tager til vælgermøde i Nordjylland, så taler de om andre ting, end hvis du tager til vælgermøde i København.

- Klima og miljø er selvfølgelig en vigtig dagsorden for alle. Men det er en bydagsorden. Det er ikke en udkantsdagsorden. Så er vi tilbage til at tale ældre, som står meget højt dér i forhold til i hovedstaden, siger han.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Når man fortæller en sexistisk joke i København, bliver der grinet, fordi folk synes at det er sjovt, at den politiske korrekthed udfordres. Når man fortæller den samme joke i Jylland, bliver der grinet, fordi folk synes den er sjov.

Bjørn Pedersen

Det kan vel ikke undre at der er geografisk forskel på prioriteter mellem land og by. Dem med lavere indkomster bor, og bliver i højere og højere presset til, at skulle bosætte sig udenfor byerne. Og det at man sammenligner en region der både hedder region Hovedstaden og som udelukkende repræsenterer storbybefolkningen, men hvor f.eks region Nordjylland ikke deles op i en "Region Aalborg" eller "Region Aarhus" har jo indlysende nok også en indvirkning på resultaterne.

Måske skyldes det, at bekymringens sum altid er konstant. - Altså - hvis man ikke har bekymringer, så finder man blot på nogle.

Måske skyldes det forskelle i områdernes gennemsnitlige uddannelsesniveau. men mest sandsynligt skyldes det, at borgerne i yderområderne har nogle "bekymringer", som man ikke kender til i de større byer. Man kan i hvert fald fastslå, at levevilkårene er vidt forskellige fra de store byer til lavt befolkede landdistrikter.

Til gengæld må man have nogle fælles politikker - også på miljøområdet. Og så kan det da være, man skal kompensere eller tilpasse til de regionale forhold.

I hvert fald kan man fastslå, at samfundene i byerne og landområderne har brug for hinanden. Og der må gøres meget mere for at give befolkningerne i landdistrikterne den langt bedre service og kompensation for den manglende nærhed, som byerne kan tilbyde.

Jo vores lækre højrefløj er fast besluttet på at gøre danskerne til klimaflygtninge og det i en ret så nær fremtid.

Når indlandsisen på Grønland om et par hundrede år er helt væk vil 7 meter være lagt til havniveauet og Danmark vil kun eksistere som nogle få små golde øer 500 kilometer nord for Wolfsburg som til den tid er blevet til Tysklands nordligste havneby.

Dog skal der langt mindre end 7 meters havstigninger til for at afvikle Danmark som nation.

Hans Larsen, Gert Romme og Trond Meiring anbefalede denne kommentar