Løkke udsteder velfærdsløfte på 69 milliarder kroner

Venstre går til valg på et "velfærdsløfte" om at hæve det offentlige forbrug med 0,65 procent årligt.
8. maj 2019 kl. 13:31Opdateret 8. maj 2019 kl. 15:23

Dagen efter valgudskrivelsen kommer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med den første store politiske melding i valgkampen.

Venstre er klar til at skrue markant op for væksten i det offentlige forbrug, hvis partiet vinder valget. Det fastslår Lars Løkke Rasmussen i en tale ved Dansk Erhvervs Årsdag i København.

Her udsteder Lars Løkke Rasmussen et såkaldt "velfærdsløfte" til vælgerne:

Frem til 2025 vil Venstre ifølge statsministeren bruge "69 milliarder kroner" ekstra på velfærd. Det skal sikre, at der er nok penge til at betale for offentligt ansatte, der kan tage sig af de ekstra ældre og flere børn, som ventes at komme i de kommende år, fastslår Løkke:

- Når man kigger frem, er det tydeligt for enhver, at der kommer flere ældre. Flere børn. Det stiller større krav til velfærden og økonomien, siger han.

Ud over at afsætte flere penge til velfærd vil Venstre stoppe det udskældte omprioriteringsbidrag på uddannelser.

Dermed forsøger Løkke Rasmussen at udligne forskellen til Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, når det gælder viljen til at bruge flere penge på velfærd.

Lars Løkke Rasmussens melding betyder, at næsten hele råderummet skal prioriteres til velfærd, hvis det står til Venstre. Ifølge regeringens såkaldte konvergensprogram er råderummet på sammenlagt 70 milliarder frem til 2025.

Det efterlader med andre ord kun én milliard kroner til andre prioriteringer som eksempelvis de skattelettelser, Liberal Alliance og De Konservative ønsker.

Velfærdsløftet betyder, at det offentlige forbrug årligt skal stige med 0,65 procent. Det er en markant justering af Venstres hidtidige politik.

I 2015 gik Venstre til valg på nulvækst i den offentlige sektor. Og VLAK-regeringen har haft et mål om at holde væksten i det offentlige forbrug på 0,3 procent.

Med velfærdsløftet lægger Løkke afstand til Liberal Alliance, der ønsker minusvækst i den offentlige sektor for at give plads til skattelettelser og vækst i den private sektor.

Løkke sløjfer dog ikke endegyldigt muligheden for skattelettelser i den kommende regeringsperiode, hvis han skulle genvinde magten.

- Betyder det så, at der aldrig mere kommer en skattelettelse? Nej, det tror jeg ikke. Der er råd til at følge demografien - uden skattestigninger. Og der er endda også lidt til, som eksempelvis ville kunne bruges på målrettede skatte- og afgiftslettelser, siger Løkke.

Løkkes melding er et udtryk for, at han vil "kopiere Mette Frederiksens udgiftspolitik, mener tænketanken Cepos' cheføkonom, Mads Lundby Hansen.

Han henviser til, at Socialdemokratiet vil lade den offentlige vækst stige med 0,7 procent årligt. Mads Lundby Hansen kritiserer samtidig Løkke for at give et "misvisende billede" af, hvor meget det offentlige forbrug stiger.

Det skyldes, at de 69 milliarder kroner er det sammenlagte beløb hen over årene til 2025. Ser man alene på 2025, vil det offentlige forbrug med Løkkes plan til den tid være 20,5 milliarder kroner højere end i dag.

Råderummet er samlet på 21,5 milliarder i 2025. Dermed er der kun er én milliard kroner tilbage til andre tiltag.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • Gert Romme
Oluf Husted og Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Løkke Rasmussen må være meget desperat , når han nu går stik imod hans tidligere politik. Han vil sandelig være STATSMINISTER for en hver pris.
Forslag om flere pædagoger , lærer, sundhedsassistenter osv. det kunne han da have kommet med i de sidste 4 år i stedet for at opretholde de 2 pct. årlige besparelser. Venstre ved man slet ikke hvad de står for.

Trond Meiring, Carsten Wienholtz, Rasmus Knus, Karin Hansen, Henrik Rasmussen, Tue Romanow, Ib Christensen, Torben Bruhn Andersen, Bjarne Andersen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Hold da fast - de penge skulle han nok have brugt noget før ☺
...og så mangler der kun 0,35 % i at omprioriteringsbidraget skal fjernes helt.
Det er så ikke liiige sådan jeg synes at have set Venstre gebærde sig de sidste mange år.

Trond Meiring, Rasmus Knus, Tue Romanow, Lillian Larsen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Troede at "gummi"checks var historie blot.

Torben Bruhn Andersen, Rasmus Knus, Oluf Husted og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo det rene legeværk, sådan er økonomi jo ikke - og sådan skabes værdier ikke.

Carsten Mortensen, Torben Bruhn Andersen og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar

Måske er det ikke for lidt, men der er i hvert fald for sent.

Torben Bruhn Andersen, Trond Meiring, Rasmus Knus, Steffen Gliese, Ib Christensen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Rasmus Knus

Det svarer vel til ægtemanden/kæresten, som lover aldrig at slå igen.

Vil man tro på det efter ti års daglige bank?

Niels Duus Nielsen, Carsten Mortensen, Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger, Trond Meiring og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Og nu viser det sig, at også dette "tilbud" er en lodret Lars Løkke-løgn. Og man må jo spørge sig om Lars Løkke, ligesom også Donald John Trump, blot er en simpelt vaneløgner.

Af det årlige beløb på omkring 2.000 mia. DKK, som samfundet i Danmark genererer i overskud anvendes der i dag omkring 500 mia. DKK til det offentlige forbrug. Og hvis man frem mod år 2025 hæver dette forbrug med 0,65% årligt, som Lars Løkke foreslår, vil de årlige udgifter til sidst være steget med 20,5 mia. DKK om året. Og det er absolut ikke de 69 mia. DKK om året som Lars Løkke angiver.
Kilde: Danmarks Radio

Og venstres løgne fortsætter vanen tro i det uendelige.

Herunder er der uddrag af citat fra Oxfam, der nu skriver et brev til regeringen:

- Hvert år snyder kyniske skattesnydere Danmark for ufattelige summer. De er ikke længere bange for at blive opdaget, for kontrollen er sparet i stykker.

- Skattesvindlernes adfærd har konsekvenser, For hver gang de snyder med skatten, fyrer de en lærer. - De snyder din bedstemor for et bad. - De stresser en sygeplejerske, til at sige op. - De presser normeringerne i bund, og smider barndomme på gulvet.

- Politikerne lover at rette op på SKAT, men alligevel budgetterer de med besparelse.

- Politikerne har næsten halveret skatteforvaltningen mellem 2005 og 2015. I pressen siger de nu, at de er godt i gang med genopretningen. Men der er ikke styr på det endnu, – og i budgettet er der endnu flere besparelser de kommende år.

- Snart risikerer flere skattemedarbejdere en fyreseddel. Det er jo absurd – især fordi hver skattemedarbejder tjener sin løn ind fem gange hvert år.

https://oxfamibis.dk/?gclid=CjwKCAjwwtTmBRBqEiwA-b6c_7tJMmwF4cKcyrLv1BTO...