Også på Fyn og i Jylland fik kvinder mangelfulde kræfttjek

Både i Region Midtjylland og Region Syddanmark har man undersøgt kvinder i strid med retningslinjer
22. maj 2019 kl. 21:16Opdateret 23. maj 2019 kl. 07:40

Op mod 2000 kvinder i Region Midtjylland og Region Syddanmark har i årevis ikke fået de undersøgelser for brystkræft, som de havde krav på, skriver Jyllands-Posten.

Dermed vokser sagen om mangelfulde brystkræftundersøgelser begrundet med ressourcemangel.

Tidligere har den været isoleret til Region Sjælland og Ringsted Sygehus.

Men heller ikke Aarhus Universitetshospital (AUH) og Odense Universitetshospital (OUH) har fulgt retningslinjerne, skriver Jyllands-Posten.

På AUH er det gået ud over kræftopererede kvinder under 50 år og kvinder, som er arveligt disponeret for brystkræft.

Begge grupper skal ifølge de nationale retningslinjer jævnligt undersøges med både røntgen og ultralyd samt af en læge.

Men i 2016 og 2017 – og måske endda siden 2011 – er flere hundrede kvinder alene blevet tilbudt en røntgenundersøgelse.

På OUH er 299 kvinder under 50 år, som er arveligt disponeret for brystkræft, i over fire år undersøgt alene med røntgen, skriver Jyllands-Posten.

Det har man gjort "af ressourcemæssige årsager", fremgår det af et mødereferat fra Dansk Forening for Radiologisk Mammadiagnostik i april 2017, hvor personer fra Region Midtjylland og Region Syddanmark var til stede.

Også 1049 kvinder med smerter i brysterne er undersøgt i strid med retningslinjerne, fastslår Styrelsen for Patientsikkerhed.

OUH vil nu følge en henstilling fra styrelsen og genindkalde kvinder til nye og fuldstændige undersøgelser.

De 299, som er arveligt disponeret for brystkræft, vil blive tilbudt en fuld klinisk mammografi ved næste årlige undersøgelse, skriver OUH i en pressemeddelelse.

Og ud af i alt 911 mangelfuldt undersøgte kvinder med smerter i brystet vil en udvalgt gruppe blive indkaldt til mammografi.

I meddelelsen understreges det også, at patienter med decideret kræftmistanke har fået en "større undersøgelse" - en såkaldt klinisk mammografi.

Til Jyllands-Posten siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V):

- Det er et svigt og uacceptabelt, at regionerne ikke giver kvinder den behandling, de har krav på, siger hun til avisen.

Hos interesseorganisationen Kræftens Bekæmpelse mener man, at sagen er meget kritisabel.

- En statslig myndighed bør undersøge det her. Nu har vi en veldokumenteret situation i Ringsted og åbenbart også situationer i andre regioner med problemer, siger administrerende direktør Jesper Fisker til Ritzau.

- En myndighed må vurdere, om retningslinjerne bliver overholdt alle steder. Det her drejer sig om at få genoprettet tilliden til sundhedsvæsnet på det her område.

Antallet af brystkræftramte kvinder, som kan have fået en mangelfuld undersøgelse på Ringsted Sygehus, er foreløbig 304.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Christensen

"En statslig myndighed bør undersøge det her."
Myndighed er der ikke meget tilbage af her i minimal staten. Alt klares med de rette leder kvalifikationer. "her er ikke noget at komme efter" Se der er en muslim.

Jan Andersen

Christiansborg A/S har forkrøblet en hel række sociale institutioner

De fleste sociale institutioner er i knæ, Skat, Socialvæsenet, Beredskabsstyrelsen, Miljøministeriet, Arbejdsmarkedsstyrelsen. Fri process ved domstolene er nede på 1/5 af hvad den var. Politiet har meldt ud at deres virkningsgrad er faldet til under 50 %. Skat er gået fra 13.000 medarbejdere til 6.000 og er ude af stand til at varetage de mest basale arbejdsgange.

Det er bl.a. erhvervslivet og især finansvæsenet som har interesse i ikke at blive reguleret, og overklassen som har flyttet skattebyrden over på middelklassen.

Man taler om at den samlede Erhvervs-Politiker-magt også kaldet Christiansborg A/S, har nedlagt eller forkrøblet en hel række sociale institutioner. Der er en lige linje tilbage til Dong, Postvæsenet, Københavns Lufthavn og TDC. Over halvdelen af Danmark er allerede opkøbt af udlandet.

Virksomhedernes politiske magt er vokset eksponentielt med salg af statens institutioner, samt pga. privatiseringerne af alt lige fra ældrepleje til kontrol med de ledige. Staten svækkes og de private formuer investeres i politisk magt. Korruptionen har store mørketal.

Vi er vidner til velfærdsstatens opbygning og nedbrydning, hvor skiftende regeringer, S eller Venstre ledet, i koalition med virksomhederne, har solgt en lang række offentlige selskaber. Politikerne har travlt med at skære ind til benet med såkaldte reformer og festlighederne fortsætter på 1. klasse, alt i mens Moderniseringsstyrelsen sikrer mere kontrol, tvang og sanktion udliciteret til virksomhederne.

Privatiseringen af offentlige virksomheder, handler om vand, varme, strøm, jernbane, post, telefoni og hospitaler, store investeringer som jernbaneudbygning koster staten mange penge, det samme gør central infrastruktur som lufthavne og energiforsyningen. Privatiseringen af sundhedsvæsenet har overført milliarder til private virksomheder.

Staten har solgt sin vaccineproduktion til et saudiarabisk ejet medicinalfirma. Postvæsenets nedtur er det sidste resultatet af markedsdiktatur, der er nu langt til politistationer, hospitaler og uddannelsesinstitutioner.

Først fjerner man lokalhospitalerne, så borgerne skal transporteres over lange strækninger. Nu vil Venstre så igen opføre lokalhospitalscentre, og sælger sig selv til folketingsvalget som reddere af lokaldemokratiet? Hvilket konsulentfirma har konstrueret den løgn? Hvad har det kostet?

Her er en oversigt over hvilke politiske partier som har stemt for nedskæringerne. De vigtigste politiske reformer med konsekvenser for syge og handicappede. Af Lisbeth Riisager Henriksen: https://www.avisen.dk/vigtigste-politiske-reformer-og-beslutninger-2007-...

Ib Christensen

@Jan Andersen
Dit indlæg burde trykkes på flyveblade og spredes ud over Danmark frem til valget.
Spot on!