Stædigt politisk opgør om værnepligt kan give nyvalg i Israel

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har indtil midnat natten til torsdag til at få regering på plads.
29. maj 2019 kl. 10:40Opdateret 29. maj 2019 kl. 11:26

Tiden er for alvor ved at rinde ud for den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, der jagter en femte periode som Israels leder.

Det er nemlig ikke lykkedes for den 69-årige premierminister at få en ny regering på plads efter valget den 9. april. Midnat natten til torsdag lokal tid - klokken 23.00 dansk tid - udløber Netanyahus frist for at sikre sig flertal.

Det er især er stædigt opgør mellem Netanyahu og den tidligere forsvarsminister Avigdor Lieberman, der har givet en fastlåst situation.

Liebermans nationalistiske parti, Israel Beiteinu, sikrede sig fem pladser i det israelske parlament, Knesset, ved valget i sidste måned.

De mandater har Netanyahu brug for til at sikre sig flertal.

Men Netanyahu og Lieberman befinder sig i en hård politisk armlægning.

Den sekulære Lieberman står fast på et krav om, at ultraortodokse jøder skal aftjene værnepligt ligesom alle andre.

- Vi har ikke noget ønske om at vælte Netanyahu, og vi er ikke på udkig efter en anden premierministerkandidat. Men vi vil ikke opgive vores principper og vores løfter til Israels indbyggere, skriver Lieberman tirsdag på Facebook.

Hvis en ny regering ikke kommer på plads onsdag, kan Israels præsident, Reuven Rivlin, vælge at give Netanyahu yderligere to uger, hvis han mener, at Netanyahu fortsat er den rette mand til at stå for at lede forhandlingerne.

Han kan dog også vælge at give opgaven til et andet parlamentsmedlem.

Netanyahu ventes ifølge nyhedsbureauet AFP at foretrække nyvalg.

Den israelske premierminister har i sin seneste periode stået i spidsen for en koalition med 61 pladser i parlamentet. Det er lige nøjagtig det antal, der er brug for til at sikre sig flertal i parlamentet, der har 120 pladser.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu