Sverige genoptager voldtægtssag mod Julian Assange

Sverige siger, at britiske myndigheder må beslutte, om Julian Assange skal udleveres til Sverige eller USA.
13. maj 2019 kl. 11:14Opdateret 13. maj 2019 kl. 14:27

Sverige har besluttet at genoptage en voldtægtssag mod den australske journalist og WikiLeaks-stifter Julian Assange.

Det oplyser den svenske anklagemyndighed på et pressemøde mandag.

Sverige ønsker samtidig at få udleveret 47-årige Assange.

Assange blev i august 2010 sigtet for voldtægt og seksuelle overgreb mod to svenske kvinder. Han blev efterfølgende anholdt i London, og det blev ved en domstol og senere i højesteret afgjort, at han skulle udleveres til Sverige.

Inden det skete, søgte Assange dog tilflugt på Ecuadors ambassade i London i 2012. Det førte til, at Sverige henlagde sagen i 2017.

Men nu er efterforskningen altså åbnet igen. Det oplyser vicestatsadvokat Eva-Marie Persson mandag formiddag på et pressemøde.

Hun oplyser, at årsagen, til at sagen i første omgang blev droppet, ikke havde noget med beviserne at gøre. Det handlede om omstændighederne.

De svenske anklager om seksuelle overgreb faldt tilbage i 2015 for den svenske forældelsesfrist. Anklagepunktet, som drejer sig om voldtægt, gælder dog fortsat frem til august 2020.

Og det glæder advokaten for det ene af de påståede ofre, at sagen nu er blevet åbnet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Advokaten, Elisabeth Massi Fritz, bemærker i øvrigt, at sagen helst skal afvikles hurtigt i forhold til forældelsesfristen i august næste år.

- Hun (vicestatsadvokaten, red.) skal handle hurtigt for at sikre, at der er tid til at nå frem til en potentiel tiltale i sagen, siger hun til Reuters.

WikiLeaks' chefredaktør, Kristinn Hrafnsson, siger i en udtalelse mandag, at den genåbnede sag giver Assange "en chance for at rense sit navn".

WikiLeaks mener desuden, at den svenske anklagemyndighed har åbnet sagen igen på grund af "stort politisk pres".

Sverige er ikke det eneste land, der ønsker at få Assange udleveret.

Også USA ønsker at få fat i WikiLeaks-stifteren.

Han er i USA tiltalt for sammensværgelse ved at hjælpe soldaten Chelsea Manning, dengang Bradley Manning, med på ulovlig vis at få adgang til fortrolige dokumenter fra regeringscomputere i marts 2010.

Eva-Maria Persson siger, at det er op til de britiske myndigheder at afgøre, om Assange skal udleveres til Sverige eller USA.

- Hvis der opstår en konflikt mellem den europæiske arrestordre og USA's krav om udlevering, er det op til de britiske myndigheder at prioritere, siger Eva-Marie Persson ifølge nyhedsbureauet AP.

Sagen om Assanges udlevering til USA begyndte i London den 2. maj.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det ser umiddelbart sådan ud. En fair retssag vil han næppe få.

Per Torbensen, Hans Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

Vi genkender "spillet om aben" - hvem skal have den, Sverige eller England, for hvem ender med at skulle tage stilling til udlevering til Amerika.

England udleverede ikke Pinochet til Spanien til retsforfølgelse for singe forbrydelser under militærdiktaturet i Chile så han kunne stå til regnskab for såvel tortur og drab på anderledes tænkende i titusindvis af Chilenske borgere.

Det endte med en politisk beslutning, som retsvæsenet skulle finde en begrundelse for i deres domsafsigelse, så Pinochet undgik retssagen i Spanien.

Nu ser vi det samme spil igen, men mellem Sverige og England, -" hvem vil stå med aben" til sidst, og udlevere Assange til Amerika?!

Det bliver under alle omstændigheder en politisk afgørelse som retssystemet skal finde en begrundelse for, - ingen af dem er derfor særlig interesseret heri, og måske alligevel, for man vil vel stå sig godt med Amerika, når det kommer til stykket.

Jeg syntes, dette er aldeles uværdigt af den svenske anklager. Men måske er det Julian Assanges eneste redning for at undgå at komme i klørene på USA. Til gengæld er det fortsat uklart, om Storbritannien vælger at udleverer ham til USA.

Forskellige lande har forskellige regler for udlevering af sigtede til andre lande. I nogle lande ser man på, hvilket land der først krævede den sigtede udleveret. I andre lande udleverer man til det land, hvor "forbrydelsen" vil kunne give højeste straf. Og andre lande kan arbejde efter helt andre kriterier - herunder politiske.

USA´s officielle begrundelse for at få ham udleveret er, at han skulle have begået ulovlig dataindtrængning i servere i USA. Men dels tror jeg, at USA finder noget langt mere alvorligt, når de har ham i deres varetægt. Og dels kan man med ret god ret mene, at USA burde have forvaltet deres servere på en langt mere forsvarlig og sikker måde.

Runa Lystlund

Sten Sohn. Dit citat.
"Det ser umiddelbart sådan ud. En fair retssag vil han næppe få".

Det er spørgsmålet, han har trods alt fået Trump til magten.

David Joelsen

Der er skuffende, at det frie ord i den grad lyder så lavt for en af de største wistle blowers i historien.

Erik Karlsen

Julian Assange og hans medarbejdere og meddelere har utvivlsomt gjort verden en tjeneste.

Men hvis han bliver anklaget for voldtægt, og der kan være "begrundet mistanke" om at anklagen er sand, skal den selvfølgelig efterprøves. Her kan man ikke bare sige, at fordi han er den, han er, skal der ikke ske noget.
Hvis han nu virkelig har forbrudt sig mod de to svenske kvinder, vil de nok ikke synes, at det er retfærdigt, hvis han undgår straf, fordi han er Julian Assange.

Mht. USA er det noget andet.....

Wikileaks redaktion har kommenteret nyheden m, at sagen i Sverige mod Julian Assange bliver genoptaget.

Wikileaks chefredaktør, Kristinn Hrafnsson udtaler, at Sverige er og har været udsat for et "politisk tryk" i denne sag, men ser ud til at have klaret dette. Videre mener chefredaktøren, at Julian Assange har en god mulighed for at blive "vasket ren" i Sverige, da den offentlige anklager i 2010 kom frem til, at "ingen ulovlighed skulle have fundet sted".