Hongkong suspenderer udskældt udleveringslov efter uro

- Vi har ikke til hensigt at sætte en tidsfrist for det videre arbejde med denne lov, siger Hongkongs leder.
15. juni 2019 kl. 09:25Opdateret 15. juni 2019 kl. 12:57

Hongkongs leder, Carrie Lam, siger lørdag på en tv-transmitteret pressekonference, at hun efter omfattende uro vil suspendere en udskældt udleveringslov.

Hun siger, at loven har bidraget til dyb splittelse, og at der har været utilstrækkelig kommunikation om lovgivningsarbejdet.

Hun tilføjer, at hun af hensyn til Hongkongs interesser og for at undgå flere voldelige sammenstød vil suspendere diskussionerne om loven, og at der nu kommer en periode, hvor Hongkongs styre vil være åben for input og kritik.

- Vi har ikke til hensigt at fastsætte nogen tidsfrist for det videre arbejde med denne lovgivning, siger hun.

I den seneste uge har titusinder af millionbyens indbyggere været på gaden i protest. Studenterledere siger til internationale nyhedsbureauer, at omkring en million mennesker deltog i en protestmarch sidste lørdag. En ny stor demonstration er planlagt søndag.

Beslutningen om en suspendering af den omstridte lovpakke er en af de mest opsigtsvækkende indrømmelser fra styret i Hongkong, siden den tidligere britiske kronkoloni i 1997 blev givet tilbage til Kina.

- De næste skridt vil blive besluttet efter konsultationer med forskellige parter, siger Lam.

Kina støtter Carrie Lam i beslutningen om at suspendere loven. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi støtter, respekterer og forstår denne beslutning, siger en talsmand for Kinas regering i en erklæring.

Allerede fredag sagde flere fremtrædende medlemmer af byens lovgivende forsamling, at man burde afstå fra at indføre loven set i lyset af den massive folkelige modstand.

Loven ville blandt andet føre til, at de omkring syv millioner borgere i Hongkong i straffesager kunne blive udleveret til retsforfølgelse i selve Kina.

Kritikere frygter imidlertid, at udleveringsaftalen kan bruges til at straffe politiske fanger. Samtidig bliver loven set som endnu et skridt i retning af øget kinesisk kontrol over Hongkong.

- Det er vores prioritet at genoprette fred og orden, siger Lam, som på pressekonferencen understregede, at hun og hendes kolleger kæmper for Hongkongs interesser.

Til et spørgsmål fra BBC om, hvorvidt krisen i Hongkong er udtryk for, at mange af storbyens indbyggere ikke har tillid til styret i Beijing, siger Lam, at der har været en intens diskussion og forhandling mellem det kinesiske styre og Hongkongs ledere.

- Det er ikke vores hensigt at pacificere Hongskongs indbyggere, siger hun.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Joen Elmbak
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
Bjarne Bisgaard Jensen, Joen Elmbak, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Kristensen

Wow. Damn, Altså...Wow. Jeg er overvældet.
Dette er så fantastisk at det trodser enhver beskrivelse. Det er næsten givet for godt til at være sandt og jeg vil vædde med at de trækker det tilbage, men alligevel...!
Altså,

Poul Kristensen

Ja, du har nok ret. Suk. Carrie så i hvert fald ikke glad ud. Men nok ikke med den røde hær, det vil gøre Vesten endnu mere negativ. Jeg tror mere på at de vil snige den ind. Nu vil de holde nogen møder og fra de møder vil de referere at "folk er blevet informeret og nu forstår hvorfor og nu er de helt vilde med det". I mellemtiden vil de arrestere lederne og give dem en tur med gummikniplerne nede i kælderen og så om 3-4 måneder vil de indføre en ny lov. I virkeligheden den samme lov, men nu kalder de den noget andet og denne gang vil de lige inden loven træder i kraft have nogen store militærmarcher og en masse TV om hvor godt det kinesiske politi fungerer og der vil blive sat endnu flere overvågningskameraer op osv osv.

Torben - Nielsen

Er mantraet ikke normalt, at en kolonimagt plyndrer og udnytter den kolonialiserede befolkning og påtvinger den kolonimagtens systemer.

Men ser vi ikke her, - en befolkning, som med vold og magt forsøger at bevare kolonimagtens systemer, her, selv mere end tyve år efter, at kolonistatus er ophævet???

Man skulle jo ellers tro, at befolkningen hurtigst muligt, ville fralægge sig kolonimagtens systemer!!

Thomas Bindesbøll

Torben Nielsen,

Forstår ikke din kommentar, Seneste "Kolnonimagt" i HongKong var det demokratiske UK. Den berygtede magtoverdragelse for 20 år siden til de - på langt sigt - diktatoriske magthavere i Beijin for 20 år siden var f.ø. var ikke noget man spurgte befolkningen i Hongkong om..

De seneste massedemonstrationer i HongKong kan da derfor kun vække både beundring, og støtte! Disse mennesker slås jo mod forringelser af deres retssikkerhed og ytringsfrihed. Så glem alt om "kolonier" her. Det drejer sig at slås for demokratiske rettigheder - fortsat.

Husk i øvrigt lige - apropos - gode gamle Betold Brechts ord, dengang de stivnakkede dogmatikere i det østtyske SED-parti havde kvalt endnu et oprør fra befolkningens side:
Brecht udtalte de berømte og geniale ord - OG imod egne magthavere:

"Some party hack decreed that the people
had lost the government's confidence
and could only regain it with redoubled effort.

If that is the case, would it not be be simpler,
If the government simply dissolved the people
And elected another?”

― Bertolt Brecht
https://www.goodreads.com/quotes/962098-some-party-hack-decreed-that-the...

Thomas Bindesbøll

Torben Nielsen, det er muligt, jeg ikke har læst mellem linierne i dit indlæg, og at du blot er meget underfundig i din kommentar... Men i så fald er vi jo kun ganske enige -