Løkke afviser eget EU-kandidatur - vil bryde mandemonopolet

Den fungerende statsminister ankommer til EU-topmøde med klar dansk opbakning til Margrethe Vestager.
20. juni 2019 kl. 14:38Opdateret 20. juni 2019 kl. 15:28

- Det er nok nemmere at blive enige om derhjemme, end det bare lige er at få på plads hernede. Der er jo mange ting i spil.

Sådan konstaterer fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han ankommer til torsdagens EU-topmøde, hvor den danske kommissær, Margrethe Vestager, kandiderer til posten som formand for EU-Kommissionen.

På topmødet skal Løkke og de øvrige 27 stats- og regeringschefer forsøge at enes om, hvem der skal besætte fire topjob i EU-systemet.

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager har "almindelig opbakning derhjemme". Det siger Løkke, efter at han onsdag havde møde med repræsentanter for alle Folketingets partier.

Og Løkke afviser, at han selv kunne dukke op som en kompromiskandidat i forløbet - også hvis Vestager skulle blive vraget.

- Det er jo slet ikke det, der er på tale, siger Løkke, der ankommer til topmødebygningen fra et møde med de øvrige liberale partier i EU. Også her hører han opbakning til at få Vestager som formand for kommissionen.

- Det er vores plan A, og det skal man fokusere på. Man kan være helt sikker på, at man kommer aldrig i mål med plan A, hvis man begynder at tænke i plan B og C og D og E og F og G og alle mulige andre.

Derfor vil Løkke - selv om han er på vej ud som statsminister i Danmark - heller ikke melde sig ind i kampen om jobbet som EU-præsident, hvis det glipper for Vestager.

- Det kommer ikke til at ske. Vi går efter at gøre Margrethe Vestager til kommissionsformand, siger Løkke.

Han hæfter sig ved, at der er mange balancer, der skal tages hensyn til, når den samlede kabale for topposterne skal gå op.

- Nord, syd, øst, vest, mand, kvinde, ung, gammel. Det er jo den opgave, vi skal i gang med. Men der er et oprigtigt ønske om at bryde mandemonopolet, siger Løkke.

Ud over jobbene som kommissionsformand og EU-præsident skal EU-lederne også finde kandidater til jobbene som EU's udenrigschef og chef for Den Europæiske Centralbank.

Afgående EU-præsident Donald Tusk har gjort det klart, at han sigter mod at få kabalen til at gå op under ledernes middag i Bruxelles torsdag aften.

Hvis ikke det lykkes, kan man tage fredagen til hjælp. Lykkes det heller ikke, vil sigtet være at nå det, inden det nyvalgte Europa-Parlament træder sammen for første gang 2. juli.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

- Man kan være helt sikker på, at man kommer aldrig i mål med plan A, hvis man begynder at tænke i plan B og C.

Så er det jo spørgsmålet, hvad Lars Løkke tænkte, da han fremlagde plan B i form af SV-regering kort før nyligt folketingsvalg. Måske havde han allerede en næste plan A i tankerne og styrkede denne ved at fremlægge plan B. Man bør altid have en ny plan A, det er kun rettidig omhu.