PORTRÆT: Henrik Sass Larsen snubler før mål mod ministerpost

Henrik Sass Larsen (S) har været aktiv i politik siden 1990'erne og er i dag en central stemme i partitop i S.
10. juni 2019 kl. 16:38

Det var tæt på. Så tæt på, at gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) kunne indtage kontoret i Finansministeriet. Men nu har målet lange udsigter.

Mandag er gruppeformanden blevet sygemeldt fra sin plads i Folketinget for Socialdemokratiet. Han oplyser samtidig, at han ikke står til rådighed for en ministerpost under en S-ledet regering.

Sass Larsen er en mand, om hvem det siges, at det er svært at drive Socialdemokratiet med, men umuligt at drive uden.

Han startede sin politiske karriere som formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) fra 1992 til 1996, og i 2000 blev han valgt til Folketinget.

Siden har Henrik Sass Larsen, der i dag er 53 år, påtaget sig rollen som blandt andet politisk ordfører og gruppeformand for partiets folketingsgruppe.

Og så har han spillet en nøglerolle i arbejdet med at bringe både forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt og S-formand Mette Frederiksen til magten.

- Henrik Sass Larsen har en stor del af æren for, at Socialdemokratiet igen står med en mulighed for at kunne danne regering. Han har været med hele vejen, også når der skulle træffes svære beslutninger, siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse efter udmeldingen mandag.

På sin Facebookprofil tilføjer S-formanden:

- Da jeg selv mødte dig første gang, syntes jeg, at du var helt skrækkelig. Siden lærte jeg dig at kende som en af de stærkeste, ideologiske socialdemokrater. Du er loyal til fingerspidserne, skriver hun.

Henrik Sass Larsen har som en del af Socialdemokratiets ledelse været helt tæt på Mette Frederiksen. Han deltog også i de førte møder med Folketingets partier fredag, men var ikke med under lørdagens og søndagens forhandlinger.

Netop Sass Larsens helt centrale rolle i S-partitoppen gør, at han var favorit til jobbet som finansminister for en ny S-ledet regering.

Selv meldte han sig klar til at indtage Finansministeriet i februar, efter at han var kommet sig oven på en depression. Derfra var beslutningen op til Mette Frederiksen.

Allerede i 2011 var Sass Larsen i spil til jobbet som finansminister, da S-R-SF-regeringen blev dannet.

Men daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) besluttede, at han ikke skulle have en ministerpost, efter at Politiets Efterretningstjeneste, PET, havde oplyst Justitsministeriet om, at Henrik Sass Larsen havde udvekslet sms'er med en person i rockermiljøet.

Selv om han siden blev erhvervs- og vækstminister fra 2013 til 2015, er det et hårdt slag at måtte give afkald på finansministerposten endnu en gang.

Henrik Sass Larsen er født i Virum, men voksede op i det almene boligbyggeri Taastrupgård i Høje-Taastrup.

Han har i interviews fortalt om en hård opvækst, hvor han blev slået af sin stedfar, indtil han kom på børnehjem og senere blev bortadopteret.

Sass Larsen brugte et par år på at læse en bachelor i forvaltningsstudier ved Roskilde Universitet (RUC). Han færdiggjorde den imidlertid aldrig og har i stedet brugt mere end 20 år i politik.

Ved folketingsvalget grundlovsdag fik han igen mulighed for at fortsætte sit arbejde på Christiansborg, da han blev genvalgt.

Det blev dog med et skuffende resultat, da Henrik Sass Larsen næsten fik halveret antallet af personlige stemmer.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu