Ubrugte teltlejre til flygtninge har kostet 60 millioner

At regeringen oprettede teltlejre i 2015, skabte stor opmærksomhed. To af dem er aldrig brugt.
24. juni 2019 kl. 11:30Opdateret 24. juni 2019 kl. 14:02

To teltlejre ved Vordingborg og Kliplev, der skulle huse flygtninge og migranter, men aldrig blev brugt, har kostet 59,7 millioner kroner.

Det skriver TV2 Øst på baggrund af en aktindsigt.

- Status er, at teltene stadig står ved Vordingborg, og de skal fortsat blive stående.

- De er en del af det beredskab, der skal stå klar, hvis der kommer en ny migrantsituation, siger vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Søren Vægter til tv-stationen.

Teltlejrene blev oprettet for at huse flygtninge og migranter i 2015, hvor presset på grænserne var stort hovedsageligt på grund af borgerkrigen i Syrien.

Lejrene blev dog aldrig brugt fuldt ud, da flygtningestrømmen ebbede ud.

I Kliplev i Sønderjylland er lejren taget ned, mens lejren altså fortsat står i Vordingborg. Derfor er der også fortsat udgifter til teltlejren.

Vordingborgs borgmester, Mikael Smed (S), siger til TV2 Øst, at han gerne så teltlejren lukket.

- Med de nuværende prognoser for indvandring i Europa er det bare ikke nødvendigt at have et modtagecenter i den kaliber, som det der står i Vordingborg, siger han til tv-stationen.

Regeringen oprettede i slutningen af 2015 og starten af 2016 en stribe teltlejre for at huse flygtninge. Det skabte debat, da det blev opfattet som en bevidst strategi for at holde flygtninge og migranter fra at søge til Danmark.

- Så hjerteløst, at der bor flygtninge i telte lige nu. Og det er jo ikke, fordi vi mangler tomme bygninger.

- Regeringen har udelukkende installeret flygtningene i telte for at genere dem. Fordi man håber, at kulden og teltene skræmmer dem væk, sagde daværende politisk leder for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen i januar 2016.

Regeringen argumenterede for nødvendigheden af teltlejrene, da flygtningestrømmen voksede betydeligt i 2015. Her søgte 21.316 personer om asyl i Danmark mod 7557 i 2013 og 14.792 i 2014.

Allerede i 2016 faldt antallet af asylansøgere dog til 6266, og i 2018 lå det på 3559. Til og med maj i 2019 har der været 995 asylansøgninger i Danmark.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marie Jensen

Tåbeligt eksempel på symbolpolitik.

Marianne Stockmarr, Elisabeth Andersen, Dorte Sørensen, Claus Nielsen, Katrine Damm, Rolf Andersen, Rikke Nielsen, olivier goulin, Niels Duus Nielsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

De telte må da kunne gøre nytte andre steder i verden, i stedet for at blive stående på tåbelighedernes holdeplads. Her udløser de alligevel ikke støjende kager

Dette svineri og uansvarlig administration med skatteborgerne penge bør straffes, så både administrative ansvarlige og især politiske ansvarlige gøres personligt erstatningsansvarlige.

Marianne Stockmarr, Tue Romanow og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Tak til myndighederne for rettidig omhu.
Brok er nemt.
At løse akut opståede situationer er mere vanskeligt.
Men det bliver sjældent belønnet.