Wammen bliver som ventet finansminister

Den tidligere Aarhus-borgmester og minister Nicolai Wammen bliver ny finansminister.
27. juni 2019 kl. 09:08Opdateret 27. juni 2019 kl. 10:07

Landets nye finansminister bliver Nicolai Wammen (S).

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

- Det er et drømmejob. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der kommer til at arbejde med noget, der er vigtigere. Vi har sagt meget klart, at vi kommer til at finansiere vores forslag krone til krone, siger den nye minister.

- Inden længe kommer der et finanslovsforslag, hvor det vil fremgå meget klart, hvordan vi vil finansiere vores forslag.

Nicolai Wammen overtager stolen efter Kristian Jensen (V), som har været finansminister siden 2016.

Flere politiske iagttagere har op til udnævnelsen peget på netop Wammen som en mulig finansminister på grund af hans tætte forhold til Mette Frederiksen. Han blev regnet som favorit til posten, efter at hendes tidligere tro væbner, Henrik Sass Larsen, sygemeldte sig kort efter folketingsvalget.

Den nye, rene S-regering skal mødes i Statsministeriet klokken 10 torsdag.

Her følger en seance, hvor de skal underskrive et stykke papir, hvori de forpligter sig til at overholde grundloven.

Herefter tager ministrene samlet til dronningen på Amalienborg, hvorefter de stiller op til fælles foto på Slotspladsen, inden de formelle overdragelser begynder i ministerierne.

Kristian Jensen overdrager Finansministeriet til Nicolai Wammen klokken 15.00.

Nicolai Wammen startede sin politiske karriere som formand for Frit Forum, der hører under Socialdemokratiets ungdomsafdeling, inden gik turen videre til byrådet i Aarhus Kommune.

Her endte han som borgmester. Borgmesterkæden havde han i fem år.

Turen gik herefter til Christiansborg, hvor han tidligere har siddet som europaminister og forsvarsminister under statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Privat er Nicolai Wammen gift med Karen Lund, som han friede til i rådhustårnet i Aarhus. Han har sønnen Carl fra et tidligere forhold.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu