Migranter blev taget som gidsler i Mexico

De mexicanske myndigheder har strammet op og stopper flere og flere migranter, der vil gennem landet til USA.
6. juli 2019 kl. 11:50

De mexicanske myndigheder har reddet 24 centralamerikanske migranter, deriblandt ni børn, der blev holdt som gidsler i næsten tre uger. Det er sket i den delvist lovløse mexicanske delstat Guanajuato, siger embedsmænd.

Migranterne blev holdt som gidsler i 20 dage i byen Celaya, der ligger omkring 210 kilometer fra Mexico City, siger sikkerhedsminister Juan Jose Gonzalez.

- Migranterne siger, at deres familier blev tvunget til at sende penge til gidseltagerne i den periode, hvor de blev holdt som gidsler.

Ofrene har fået lægebehandling efter deres befrielse.

Sikkerhedsministeren oplyser samtidig, at 59 migranter, deriblandt 55 fra Honduras, er blevet anholdt ved den nordøstlige by Saltillo tæt på grænsen til USA.

Tusindvis af centralamerikanere forsøger at krydse Mexico i såkaldte "karavaner" hvert år i håb om at nå til USA på deres flugt fra vold og fattigdom i deres hjemlande.

Efter præsident Donald Trump har truet Mexico med forhøjede toldafgifter er den venstreorienterede mexicanske præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, som kom til magten i december, gået ind på at slå ned på migrationen i landet.

De to lande indgik en aftale den 7. juni. Her fik Mexico 45 dage til at gøre noget ved indvandringen til USA.

Knap 15.000 soldater og medlemmer af nationalgarden er siden blevet sendt til grænsen til USA, hvor mexicanske soldater ikke hidtil har tilbageholdt migranter.

Folkeretten beskytter migranters ret til at krydse en landegrænse og søge om asyl. I USA har flere domstole fastslået, at dette er en rettighed, som migranterne har, uanset om de krydser grænsen ved en officiel grænseovergang eller ej.

Migranter er i stor udstrækning ofre for voldelige forbryderbander i Mexico, hvor over 40.000 officielt er meldt savnet.

/ritzau/AFP

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu