Ny regering stopper endegyldigt Radio24syvs FM-håb

Kulturminister Joy Mogensen (S) oplyser, at regeringen ikke genåbner FM-udbud, så Radio24syv kan søge.
4. juli 2019 kl. 11:32Opdateret 4. juli 2019 kl. 14:18

Den nyslåede kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) genåbner ikke udbud af FM4-kanalen. Det betyder, at Radio24syv ikke får mulighed for at byde og altså endegyldigt ikke kommer til at fortsætte som FM-kanal.

Det oplyser Kulturministeriet torsdag.

- Vi har valgt ikke at genåbne udbuddet, fordi man også skal kunne regne med, hvad der bliver meldt ud fra staten.

- Men der er ingen tvivl om, at hvis vi havde siddet ved bordenden fra starten, havde vi gjort mange ting anderledes. Og det har været et dilemma, siger Joy Mogensen og fortsætter:

- Jeg vil gerne rose det bidrag, som Radio24syv har været til radiolandskabet. Og jeg synes, de har vist, at når der kommer nye aktører ind, kommer der også en nyfortolkning af, hvordan man kan lave radio i Danmark.

Den tidligere regering og kulturminister Mette Bock (LA) tilrettelagde udbuddet for FM4-kanalen således, at radiokanalens hovedredaktion og mindst 70 procent af de redaktionelle medarbejdere skal være lokaliseret i en afstand af mindst 110 kilometer fra centrum af København.

Det betød, at Radio 24syv, der har hovedsæde i København, ikke ønskede at søge. Det medførte kritik af regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti, der var kommet med kravet.

Under valgkampen har det været diskuteret, om udbuddet skulle genåbnes, så Radio24syv kunne søge. Det har dog skabt kritik fra et konsortium med Jysk Fynske Medier i spidsen, der har brugt tid og penge på at byde ind.

- Jeg har valgt at lægge vægt på, at det ikke kun er det meget omdiskuterede lokalitetskrav, der gør, at en beslutning kan træffes. Der er en byder, der lever op til alle de andre krav også, siger Joy Mogensen.

Radio24syv kan byde ind på udbuddet om at drive en DAB-kanal, der vil blive støttet med 70 millioner kroner om året. Kanalen vil samtidig få lov til at sende seks minutters reklame i timen.

- Da Radio24syv har opbygget et fagligt solidt miljø og profil, er de måske bedre rustet end så mange andre til at starte på en DAB-flade.

- Men det er deres valg, om de vil søge, og det er Radio- og tv-nævnets valg, hvem der vinder, siger kulturminister Joy Mogensen.

/ritzau/

 

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus E. Petersen

Nu er Radio 24/7 en radio station der blev startet under (frit efter hukommelsen) sloganet "borgerlig radio - for alle".
radio 24/7 er i den grad for radiobølger, hvad Politiken er for papiraviser.. endnu en sæk bræk med bias for dem der allerede har en phd. grad, og fuck taberne som ikke fatter hvor godt det er at dem der rider bølgen bare får mere og mere.
Bortset fra det, så kommer jeg til at savne kanalen.
Selv med bias er den langt festligere end gumpetunge P1, og der er ikke rigtigt andre...

Katrine Damm

Claus E. Pedersen, jeg har ikke nogen phd. grad og det er ikke på nogen måde min oplevelse, at der skulle være tilnærmelsesvis overvægt af lyttere, der har det - prøv at lytte mere efter, fx til de mange lyttere, der ringer/skriver ind... Det - de spænder vidt og bredt - og lytterne er ligeligt fordelt over hele landet.

En eklatant dumhed at lukke 24syv (efter min ringe mening)
Fordi den forrige regering og specielt støtteparti begik både en brøler og en dumhed er der ingen grund til at fortsætte dumheden - løs det på en bedre måde Joy Mogensen.

Bjarne Andersen, Kim Houmøller, Thomas Tanghus og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Michael Andresen

Radio 24syv vil blive savnet. Uanset om man er ræverød, stokkonservativ eller ultraliberalist har man kunnet finde gode programmer. Og heldigvis også programmer, hvor man kunne blive udfordret på sine holdninger.

Og genremæssigt har kanalen spændt utrolig bredt med satire, underholdning, sladder, dokumentar, nyheder, kultur, sport og reportage. Alt dette bliver nu erstattet af en pærevælling bestående af lokal popradio, dansktop og Godaften Danmark.

Bjarne Andersen, Kim Houmøller, Katrine Damm, Marie Jensen, Randi Overgård og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

Det ved vi jo ikke endnu, hvad den nye radiokanal vil diske op med, Michael Andresen... Efter hvad jeg har hørt indtil videre, tror jeg så heller ikke, at det vil være min kop te.
Men jeg vil da give det en chance.

olivier goulin

@Claus E. Petersen

Bemærkelsesværdigt at du nævner lyttere med Ph.D-grader

Hver gang jeg har tændt for Radio 24syv, har jeg nemlig bemærket hvor påfaldende uakademiske og uskolede radioværterne virker. De minder mig en hel del om de lokalradio-stationer, der florerede i København i 80'erne - ikke blot uden akademisk tyngde - men også uden journalistisk professionalisme. Dette 'amatørislæt' kan undertiden virke forfriskende og bibringe noget nyt - men i længden bliver det trættende, og kan slet ikke bære en taleradio. Jeg ender somregel også med at slukke eller skifte tilbage til P1 efter kort tid.

/O

olivier goulin

Kirsten Birgit er naturligvis en klasse for sig selv.
Hun skal nok finde en ny platform

/O

Dorte Sørensen

Jeg vil ikke savne Møllers radio - da jeg ikke har hørt den frivillige - kun når den er poppet op på min DAB-radio i stedet for P1, som jeg altid har min DAB-radio indstillet på.
Hvorfor får DR ikke kanalen tilbage, så de har kanaler til en kultur-radio og mulighed at sende jazz mv.

Per Stig Møller tog kanalen fra DR og gav den til Det Berlingske-hus (også dengang i et Medieforlig uden S, RV, SF og EL stemmer) med dengang flere licenspenge end P1 blev drevet for.
Direktøren og de 2 kanalchefer kom fra DR. Er der ingen der tænker på at jo svagere DR bliver jo færre kan de kunne uddanne til glæde for andre medier.

Hans Larsen, Anina Weber og Maria Jensen anbefalede denne kommentar

Nu må vi se, hvad der kommer i stedet. Det tegner ikke så lovende, men kan kun overraske positivt.

Radio 24/7 har været alt lige fra sublime programmer til noget af det argeste lort, der nogensinde er sendt ud i æteren. Har været fint at kunne skifte væk fra kulturen på P1, når det bliver for kedeligt til 24/7 og så tilbage når Orientering begynder.

Det er svært at forestille sig, at en ny radio vil kunne lave de same nyskabende (og rædderlige) programmer, men vi må jo se tiden an

Katrine Damm

Esben Lykke, du har fået min anbefaling, fordi jeg er enig; det er så med det forbehold, at jeg ikke er så vild at personlige værdidomme udkastes som en endelig sandhed.

Der er mange programmer, jeg er rigtig glad for på 24syv, så er der virkelig også nogle, som jeg synes er aldeles uinteressante og ligegyldige - det kunne jo være, at det var nogle af dem du finder sublime... ;-)