Rigspolitiet: Lovlydighed på løbehjul kan være farligt

Elløbehjulet har skabt et trafikalt paradoks, da det kan være farligt at række hånden ud og overholde loven.
21. juli 2019 kl. 22:37

Ligesom cyklister skal folk på elløbehjul give tegn i trafikken, men i praksis kan der opstå farlige situationer, hvis de følger loven.

Sådan lyder det fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, skriver Jyllands-Posten.

Avisen har derudover talt med flere folk på løbehjul i Aarhus, som ifølge eget udsagn ønsker at være lovlydige, men som simpelthen finder det for svært at række hånden ud og holde balancen, mens løbehjulet kører.

Christian Berthelsen, politiassistent på Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, siger til avisen:

- Man skal række hånden ud, når man drejer, og man skal række hånden op, når man stopper. Men når man skal opfylde færdselsreglerne på et elløbehjul, opstår der udfordringer. Det kræver i hvert fald, at man er meget erfaren i at køre på sådan et, før man kan udføre den øvelse til et 10-tal, siger han til Jyllands-Posten.

- Lige så snart, man fjerner hånden fra styret, begynder løbehjulet at blive meget vakkelvornt, og så kan der opstå uheld.

Politiassistenten understreger, at han ikke tager politisk stilling til løbehjulene.

Hos Rådet for Sikker Trafik ser man det som et paradoks, at de elektriske løbehjul overhovedet får lov til at være i trafikken.

Her mener administrerende direktør Mogens Kjærgaard Møller, at politikerne bør handle, inden der sker alvorlige skader i Danmark, fortæller han til Jyllands-Posten.

De eldrevne løbehjul er i tusindvis blevet udlejet med grønt lys i flere store danske byer.

Kørsel med motoriserede løbehjul skal foregå på cykelstien. De er - ligesom cykler - underlagt færdselslovens almindelige regler.

Motoriserede løbehjul må maksimalt køre 20 kilometer i timen. Førere af motoriserede løbehjul skal være fyldt 15 år.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Det er et relativt enkelt problem at løse: Indfør blinklys på løbehjul. Det er allerede lovpligtigt at køre med lys, selv i dagtimerne - så det burde ikke være svært.

Blot endnu et eksempel på, at man vil se problemer, hvor de ikke er. Blot endnu et eksempel på, at alle far- og køretøjer, der ikke er hestedrevne, skal mistænkeliggøres.

Hvornår så du i øvrigt sidst en cyklist række hånden op til stop? Jeg så det sidst 13. januar. Ok, nu overdriver jeg for pointens skyld, men der er godt nok langt imellem de gestikulerende cyklister.

Helene Kristensen

Anders Sørensen, ja jeg er enig med dig i, at man skulle sætte blinklys på løbehjulene. Nu har jeg så siddet og set billeder af løbehjul - hvor hulen skulle de blinklys sidde? På skærmen over baghjulet?, det er 10 cm. fra vejbanen og i tæt trafik vil de næppe kunne ses.

Anders Sørensen

@Helene Kristensen, de skulle netop sidde på skærmen over baghjulet, ja. Om man kan se dem i tæt trafik, ved jeg ikke. Så skulle man måske overveje at gøre trafikken mindre tæt, så man faktisk kan se?

Under alle omstændigheder sidder det lys, der er lovpligtigt for løbehjul, samme sted. Så det kan ikke være lysets placering i sig selv, der er problemet.

Bortset fra det, så mener jeg, at man også må tage det i betragtning, at enhver distraktion i trafikken kan lede til kaos. Blinkende lys på cykler blev engang forbudt af samme grund.

Jeg mener ikke, at det er urimeligt at antage, at eksempelvis cyklisters gestikuleren ca. halvanden meter over jordhøjde fjerner opmærksomheden fra bilers lys i ca. en halv meters højde.