Claus Hjort bakker af: Jensen kan fortsætte som V-næstformand

Efter et møde i Venstres forretningsudvalg ønsker Venstres nestor ikke længere ændringer i partiets top.
15. august 2019 kl. 10:01Opdateret 15. august 2019 kl. 10:41

Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen ser intet behov for ændringer i partiets ledelse. Det skriver han på Facebook.

I sidste uge ønskede han ellers Kristian Jensen afsat som næstformand. Claus Hjort Frederiksen mente, at næstformanden havde opført sig illoyalt over for formand Lars Løkke Rasmussen (V).

- Venstres forretningsudvalg havde onsdag aften en lang og grundig drøftelse af opgavefordelingen og ledelsesforholdene i Venstre. Det blev klart slået fast, at formanden har ansvaret for det organisatoriske og politiske.

- Næstformandens opgaver aftales med formanden. I det lys ser jeg intet behov for ændringer i Venstres ledelse. Vi kan nu se fremad og kaste os ud i opgaven som opposition, skriver Claus Hjort Frederiksen på Facebook.

Dramaet i Venstre opstod i sidste uge, efter at Kristian Jensen i et interview med Berlingske udtalte, at Venstre skulle droppe alle tanker om en mulig SV-regering i fremtiden.

SV-tanken kom Løkke med under den seneste valgkamp, og han gjorde endda SV som sin førsteprioritet.

Og Løkke har ikke udelukket SV-idéen endnu. Det blev slået fast på Venstres sommergruppemøde, hvor der var pressemøde i fredags.

Her kom det også frem, at Claus Hjort Frederiksen inden pressemødet havde krævet Kristian Jensen afsat som næstformand og gruppeformand, fordi Kristian Jensen ifølge Claus Hjort Frederiksen havde talt lodret imod Løkke.

Claus Hjort Frederiksen rasede videre efter pressemødet.

- Jeg synes, det er uholdbart, at vi har en næstformand, der underløber partiets formand med politiske udmeldinger, sagde Claus Hjort Frederiksen.

I søndags slog Claus Hjort Frederiksen sin mening fast i et opslag på Facebook. Her skrev han blandt andet, at det delte formandskab i Venstre var fortid. Den udlægning delte Kristian Jensen ikke selv.

Der har både været intern støtte og kritik af Claus Hjort Frederiksens ageren i sagen.

Kristian Jensen understregede på fredagens pressemøde - altså inden Claus Hjort Frederiksen tordnede videre mod ham - at han ikke længere vil afskrive Venstre nogle muligheder frem mod næste valg.

Og dermed lever SV-tanken fortsat i Venstre. Jensen sagde, at han fortrød, at han udtalte sig om SV i pressen, før han vendte emnet med sin folketingsgruppe.

Efter Claus Hjort Frederiksens kovending skriver Kristian Jensen på Twitter:

- Venstre har de seneste 2 dage holdt 2 gode møder i hhv. forretningsudvalg og folketingsgruppe. Det har luftet ud, skabt klarhed og opbakning til formand og næstformand i @venstredk.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
Kim Folke Knudsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian de Coninck Lucas

Hvordan folk stemmer på det parti er mig en gåde. Især med den slags dinosaurer i toppen. Hvordan forsvarer de deres destruktive politik for deres børn, isæt mht klima? Jeg begriber det ikke.

Niels Duus Nielsen, Liselotte Paulsen, Kim Folke Knudsen, birgitte andersen, Helle Walther, Nette Skov og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Søren Jensen

Jeg synes man får indtryk af et parti i demokratisk underskud. Meget få mennesker bestemmer tilsyneladende hvem der må sige hvad og hvornår. Hvem der skal være næstformand og formand. Hvem som skal arve magten. Hvis de forkerte træder ved siden af, så går man ud i pressen, truer dem med en fyring. Det kunne se ud som nogen åbenbart mener de ejer andres stemmer i Venstre?

Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Folke Knudsen, birgitte andersen, Nette Skov og Helle Walther anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

" Det blev klart slået fast, at formanden har ansvaret for det organisatoriske og politiske Næstformandens opgaver aftales med formanden."
Skulle Hjort Frederiksen ikke bedre sige, nu køre Venstre videre med LLR som ENE ansvarshavende og uden en næstformand. Jensen ville ikke selv gå og jeg kunne ikke få flertal for direkte at smide ham ud - så er han i stedet frataget al indflydelse.
Er det det der kaldes demokrati i Venstre?

Niels Duus Nielsen, Nette Skov, Helle Walther og Søren Jensen anbefalede denne kommentar

Og spørger man Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, står Claus Hjort Frederiksen tilbage som vinder.

»Claus Hjort har opnået det, han ønskede, som var at stække Kristian Jensen. Han har bragt ham i en position, hvor Kristian Jensen ikke længere kan anfægte Løkkes position. Og det var det, Claus Hjort har arbejdet på,« siger Erik Holstein.

Politiske "bøller" Læs: Claus Hjort og Lars Løkke der godt og grundigt som rockere har "banket" Kristian Jensen på plads. Det er ufatteligt at nogen igen kan få tillid til det parti.

Helle Walther

Balladen stopper ikke, måske i medierne, men ikke på de indre linier. Når nu de næste målinger kommer, hvor V ryger ned, og de andre blå partier, ikke har tillid til LLR, og papirer lækkes osv osv, er det meget spændende , hvordan landsmødet forløber., Måske har Claus Hjort sejret internt, men ikke hos vælgerne.

Søren Kristensen

Jeppe Bundgaard,
Man vil gerne tale dansk, men man vil også gerne back off, altså bakker man af. Nu må vi se om det bliver hængende, men det er da et udmærket udtryk og langt bedre end at Klavs Hjort klapper hesten.

Kim Folke Knudsen

Det er et magtens teater kamp uden substans.

Lad os lige erindre hvad 4 års Blå Marionetteater med DF for bordenden som det reelle Statsminister parti indebar.

Alle liberale reformer taget af bordet.
Massiv omfordeling fra Hovedstaden til " Det fattige Jylland " med Venstres jydske dels fulde billigelse.
Stramninger overfor flygtninge og udlændinge hvor intet er for småt til ikke at udløse endnu et lagkagelys i Fru Støjbergs Lagkage.
En enestående dårlig behandling af DR med henblik på at sikre sig, at der fra DR ikke kom for meget kompromitterende journalistik vendt mod DF og Regeringen.
Dem som var fattigst her i samfundet fik lige et ekstra spark ned af trappen med kontanthjælpsstramninger, benhård administration af ikke adgang til førtidspension og tiggeirloven, som gik efter de hjemløse der af nød måtte sove på gaden.

Hvor ville det dog være interessant at høre et par borgerlige liberale og konservative refleksioner over den førte politik fra år 2015-2019 i stedet for dette ligegyldige politiske fnidderspil i Venstre ?.

Det der fik Lars Løkke Rasmussen (V) til at nyorientere sin politik midt i valgkampen var erkendelsen af , at DF var ustoppelige. Der var ingen ende på alle stramningerne fremover fra år 2020 til år 2000 og Hvidkål med dem ved rorpinden. Jo mere de borgerlige partier gav DF en hånd des mere blev de selv opslugt af DF´s nationalistiske projekt. Hvis ikke DF kunne, så var der Nye Borgerlige og Rasmus Paludan parat i kulissen til at levere nye opsigtsvækkende stramninger og i sidste tilfælde deportationer af muslimer til Grønland.

Det er så nemt for Søren Pape Poulsen at være fornærmet på Venstres ledelse, men hvad havde han selv gjort med et flertal, hvor Nye Borgerlige og Stram Kurs samt DF sad på de afgørende mandater. Havde Det Konservative Folkeparti lagt sig fladt ned og ladet sig trække rundt i manegen 4 år til med denne nationalistiske ballast ?

Lars Løkke Rasmussen indså, at i visse tilfælde er et samarbejde hen over midten at foretrække fremfor en politik baseret på de yderste fløjes vetoret og enebestemmelse. Den samme erkendelse ville Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti været nået til, hvis de stod i den samme magtposition, som partiet Venstre. Men nu spiller de to partier fornærmet og foregøgler de borgerlige og liberale vælgere, at der ville komme liberal og eller konservativ politik ud af, at hænge sig i slæbesporet på Rasmus Paludan og Nye Borgerlige og DF. Især et svækket DF vil jeg i den situation være ekstra opsat på at markere sig med nye udlændingestramninger og nye indgreb mod de efterhånden få flygtninge, som søger om ophold her i landet.

Nej de to borgerlige partier bør nok overveje, hvilken pris de har betalt for at være villige deltagere i DF´s regering fra år 2015-2019 altså at være frataget muligheden for at lade sin egen politik føre igennem og istedet for skulle underkaste sig DF´s utallige luner og fikse forslag, samtidig med at partiet behændigt var uden medansvar for Regeringsførelsen. Det giver Blå tømmermænd gør det.

I Liberal Alliance anes konturene af mere fornuft med partiets afstandtagen til Burkha forbud og håndtrykslov. Her er partiet ved at søge tilbage til de ægte liberale dyder. Men partiet mangler at vise social empati overfor de grupper af udsatte, som partiet har behandlet meget hårdt med deres udtalelser om Fattig Carina og Dovne Robert. Forståelsen af at bringe mennesker ud af fattigdom den er der ikke. Der er for meget rigmandklientparti over partiets utallige forslag til at omfordele fra fattig til rig.

Nu har vi omsider fået en S Regering, hvor det er muligt at diskutere andre ting end udlændinge og flygtninges fordærv af Danmark. Hvor det er muligt at føre en saglig debat og hvor aftalen med forligspartierne giver mulighed for at komme igang med tiltrængte grønne reformer og forbedringer med måde indenfor Velfærdsstaten. Men pas nu på Venstrefløj med ikke at skrue forventningerne for højt op ude hos Jeres vælgere. Det kan være at kasseeftersynet i Finansministeriet viser, at Økonomien ikke er så rosenrød som beskrevet af " Det Blå Marionet Teater ", og at der er regninger efterladt udbetalt i skuffen.

Jeg synes at den nye regerings indledende udmeldinger vidner om et Socialdemokrati, som er modnet og som går til opgaven med realisme og med vilje til at fremme det brede samarbejde i Folketinget.

Jeg ønsker Mette Frederiksen og hendes nye S Regering held og lykke med den nye linie og tror, at det vil gavne Danmark meget med denne nye regering.