FBI undersøger nu finansmanden Epsteins selvmord

- Det, som mange af os ønsker at vide, er, hvad vidste Epstein? Det siger New Yorks borgmester, Bill de Blasio.
11. august 2019 kl. 13:45Opdateret 11. august 2019 kl. 15:49

FBI og justitsministeriet i Washington vil foretage en formel undersøgelse af, hvordan det øjensynligt kunne lykkes for den amerikanske finansmand Jeffrey Epstein at tage sit eget liv i en fængselscelle i New York.

Den 66-årige Epstein var anklaget for menneskehandel og overgreb mod mindreårige piger. Han risikerede at få en dom på 45 års fængsel.

I sidste måned blev Epstein fundet halvt bevidstløs i en detention i New York efter et øjensynligt selvmordsforsøg, og han blev efterfølgende overvåget.

Alligevel blev hans lig lørdag fundet i en celle på Manhattan.

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, siger ifølge BBC, at "det er alt for belejligt, at han nu ikke længere vil kunne få andre sat på anklagebænken".

- Det, som mange af os ønsker at vide, er, hvad vidste han, siger Bill de Blasio, som er en af de demokratiske præsidentkandidater.

- Hvor mange andre millionærer og milliardærer var involveret i Epsteins illegale aktiviteter? Det må undersøges, siger han.

Epstein var født i New York og arbejdede som lærer, inden han blev rig som finansmand. I en årrække var han bedst kendt for sin rigdom og sine forbindelser til nogle af USA's mest magtfulde personer.

Blandt dem, som han havde været på venskabelig fod med, var præsident Donald Trump, tidligere præsident Bill Clinton og Storbritanniens prins Andrew.

Efter Epsteins opsigtsvækkende død kan disse relationer nu få politisk betydning.

Den højreorienterede komiker og kommentator Terrence Williams har på Twitter antydet en konspirationsteori om, at Epstein havde belastende informationer om Bill Clinton.

- Yeah right, hvordan kan det ske, står der i opslaget, hvor Williams også bruger hashtagget "#ClintonBodyCount".

Hashtagget bliver ofte brugt af inkarnerede konspirationsteoretikere og modstandere af Bill og Hillary Clinton. Det skriver det amerikanske medie NBC.

/ritzau/AP

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu