Libanons hær beskød israelske droner

Libanons hær åbnede onsdag ild mod tre israelske droner, som var sendt ind i libanesisk luftrum.
28. august 2019 kl. 22:03

Libanons hær åbnede onsdag ild mod tre israelske droner, som var sendt ind i libanesisk luftrum i den sydlige del af landet - nær den israelske grænse. De tre droner vendte alle tilbage til israelsk luftrum, oplyser hæren i Libanon.

Israelske fly kommer jævnligt ind i libanesisk luftrum, men det er sjældent, at de bliver beskudt af militæret.

De libanesiske styrker anser Israel for at være et fjendtligt land, og det har gentagne gange rettet klager til FN om Israels indtrængen i dets luftrum.

En sikkerhedskilde siger, at Libanons hær skød efter dronerne med M16-automatgeværer. Den libanesiske hær har ikke anti-luftskytssystemer.

Libanons præsident, Michel Aoun, sagde tidligere på ugen, at israelske droneangreb i Libanon er det samme som "en krigserklæring."

Libanon har ret til at forsvare sit territorium efter israelske droneangreb, sagde den libanesiske præsident, som mandag klagede over israelske droner til FN's specielle koordinator for Libanon, Jan Kubis.

To israelske droner styrtede tidligt søndag ned i en sydlig forstad til hovedstaden, Beirut, som er domineret af Hizbollah-militsen. Aoun drøftede mandag denne episode med Jan Kubis.

/ritzau/AFP

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu