Økonom: Flere banker kan følge Jyske Banks negative renter

Jyske Bank indfører negative renter for velhavere. Danske Bank afviser at følge trop. Nykredit ser tiden an.
20. august 2019 kl. 10:06Opdateret 20. august 2019 kl. 14:11

Jyske Bank har tirsdag åbnet banen for, at de danske banker generelt set indfører negative renter for de mest velhavende kunder.

Det vurderer investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet, efter at Jyske Bank har varslet negative renter for privatkunder med over 7,5 millioner kroner på kontoen.

- Det her kan sagtens danne præcedens for andre banker. Måske ikke lige nu og her - men jeg vil ikke være forbavset, hvis de andre gør noget lignende hen ad vejen.

- Det betyder ikke, at man vil indføre negative renter for små indlån på 20.000 eller 40.000 kroner. Der er vi slet ikke, siger Per Hansen.

Danmarks største bank, Danske Bank, har ingen kommentarer til Jyske banks udmelding, men henviser til en udtalelse i sidste uge, hvor banken afviste at indføre negative renter for privatkunder.

Hos både Alm. Brand og Nykredit følger man situationen tæt.

- I forhold til negative renter til privatkunder, så ser vi tiden an. Når det så er sagt, så har jeg svært ved at se, at hr. og fru Danmark skal betale negative renter på sådan noget som en almindelig lønkonto, siger Nykredit-direktør Michael Rasmussen i en skriftlig kommentar.

Ifølge Finanswatch har den svenske storbank SEB's danske afdeling, der henvender sig til velhavere og virksomheder, indført negative renter for enkelte danske privatkunder med meget store indeståender.

Selv om det kan virke paradoksalt og aldrig er set før, at private bankkunder rent faktisk skal betale for at have penge stående, så er det et resultat af flere år med negative renter, som er accelereret gennem 2019.

- Jyske Bank forsøger ikke at straffe kunderne. Den forsøger at adressere, at de her udfordringer med negative renter ikke er et forbigående fænomen, siger Per Hansen.

- Det koster banken at have overskydende penge stående hos Nationalbanken, siger han.

De danske banker placerer overskydende penge hos Nationalbanken, der er bankernes bank.

De danske banker kan i dag sætte et vist beløb ind hos Nationalbanken til en rente på nul procent.

De største banker kan sætte mest ind, de mindste mindst, og samlet kan den danske banksektor placere 31,5 milliarder kroner hos Nationalbanken til nul procent i rente. Det er kendt under navnet foliorammen.

For penge over det beløb må bankerne betale en negativ rente på 0,65 procent.

Per Hansen tror, at Jyske Banks tiltag skal forsøge at presse på for at få hævet foliorammen.

- Jyske Bank vil starte en debat om, hvorvidt der fra politikernes eller Nationalbankens side kan gøres noget, der kan modvirke, at man bliver tvunget til at opkræve negative renter hos private kunder.

- Banken vil vække en debat om, at bankerne skal have lov til at placere flere penge i Nationalbanken til en rente på nul procent, siger Per Hansen.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu