De Radikale kræver en milliard kroner om året til lærerne

Efter folkeskolereformen, der trådte i kraft i skoleåret 2014-15, skal tilliden genoprettes ifølge Radikale.
14. august 2019 kl. 14:42Opdateret 14. august 2019 kl. 15:10

Tilliden skal genoprettes som følge af den folkeskolereform, der blev forhandlet i 2013 under stor virak for børnefamilier og skolelærere.

Derfor skal der afsættes en milliard kroner til ekstra lærere ifølge De Radikale, der kalder det et centralt krav til den kommende aftale for kommunernes økonomi samt finansloven for 2020.

- Det er børnenes tur, siger partileder Morten Østergaard (R) på De Radikales sommergruppemøde og uddyber, at det svarer til 1800 ekstra lærere.

Partiet kalder det sin allervigtigste prioritet, og det skal finansieres af råderummet, der er statens beregnede overskud frem mod 2025.

- Vi vil gerne være med til at genopbygge tilliden. Helt konkret er den brudt på skoleområdet efter reformen, siger Sofie Carsten Nielsen (R), der er partiets næstformand og finansordfører.

Det skal være en del af økonomiaftalen mellem kommunerne og regeringen, der fastlægger kommunernes budgetter for 2020.

Partiet håber på en delaftale til finansloven, så parterne ved, hvad de har at forhandle om i forhandlingerne om kommuneaftalen.

De forhandlinger finder sted i de kommende uger.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) erkendte for nylig i et brev til landets lærere det uskønne forløb omkring skolereformen i 2013.

Til DR Nyheder bakker Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, op om tankerne hos De Radikale.

- Men det er klart, når man har overtaget en situation, hvor den tidligere regering har lavet en underfinansieret velfærd og underfinansieret folkeskolen i flere år, så tør jeg endnu ikke sige, hvor langt vi kan komme på den første finanslov.

- Men vi er enige med Radikale i, at der er et behov for at styrke folkeskolen, siger den socialdemokratiske finansordfører.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Skot-Hansen

"...hvor den tidligere regering har lavet en underfinansieret velfærd og underfinansieret folkeskolen i flere år,..."
Hvilken regering er det mon, han hentyder til?

Torben Bruhn Andersen og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar

De radikale demonstrerer atter engang deres vilje til at ville styre landet - om det så er fra bagsædet.

Dette forslag sammen med flyafgiften på kr. 250,- pr. ton CO2 som flyselskaberne skal betale, og det bliver nok kun de danske flyselskaber, viser hvor eget solespillere de radikale i virkeligheden er.

De har som en anden fodboldspiller meldt sig ind i en klub, men vil ikke træne med de andre, derfor går de selvstændigt ud med disse forslag - uden at have konfereret dem med de andre partier der støtter S regeringen.

Det er det sædvanlige spil fra de radikales side, og af ville være ledende politisk, fordi de ganske som narcissus var forelsket i sit spejlbillede, er de radikale selvforelskede i deres overlegne intellekt de ser som fejlfrit.

- spørgsmålet er igen det samme som tidligere; "vil de radikale splitte regeringen", som de så ofte har gjort eller er de en del af holdet der vil en "ny retning", som de tilmeldte sig via regeringsforhandlinger?